I mere end 60 år har Dumle slikkepinden pyntet fastelavnsris og været fast inventar i slikposerne til børnefødselsdage, men nu er den æra slut, da produktionen af den flade chokoladeovertrukne karamelslikkepind ophører i marts.

- Håndværket såvel som opskriften er lige så unik som slikkepinden, og derfor svær at erstatte med nutidens moderne teknologi. Vi har forsøgt at finde en løsning til at fortsætte produktionen på en effektiv og bæredygtig måde, men det er desværre ikke længere muligt, siger Christina Frænde, Marketing Manager hos Fazer Danmark, og forklarer yderligere:
- Maskinen der producerer Fazer Dumle slikkepinden skal betjenes med håndkraft og kræver reservedele, som ikke er til at opdrive mere. Derfor er det tid til at sige farvel. Vi ved, at slikkepinden er elsket af mange, og vi vil selvfølgelig fortsætte vores bestræbelser på at finde en måde at producere en ny version af den klassiske slikkepind igen i fremtiden, men nu er det tid til at sige farvel til den gamle. Karamellerne og det øvrige sortiment fra Fazer Dumle vil fortsat være at finde på hylderne i butikkerne