På trods af sin undseelige størrelse med blot 765 indbyggere har Haverslev i det centrale Himmerland udviklet sig til et regulært knudepunkt for fastfood. Den attraktive placering ved motorvejens afkørsel 33 har nu også tiltrukket restaurantkæden Sunset Boulevard, der etablerer nyt spisested onsdag 15. december. Den ny Sunset Boulevard placerer sig tæt op ad konkurrenterne McDonalds og Burger King, og kampen om de sultne kunder bliver hård. Per Jørgensen har dog is i maven og er sikker på, at mange gæster vælger den danske restaurantkæde.
– Jeg ser kun konkurrencen som en god ting. Jeg tror, at der kommer endnu flere mennesker afsted – og ikke mindst et anderledes kundesegment. Sunset Boulevard har sit helt eget sortiment, og vi kan tilbyde et ordentligt måltid mad, af gode råvarer, som altid er frisklavet efter gæstens bestilling, siger Per Jørgensen, ejer og restaurantschef i den nye Sunset Boulevard i Haverslev.
Ambitiøse forventninger
De seneste måneder har været hektiske for Per Jørgensen, hvor han har gennemført adskillige jobsamtaler og holdt snor i byggeprocessen. Den 30-årige aarhusianer har rigeligt med erfaring – både fra Sunset Boulevard og i rollen som franchisetager.
– I det seneste år har jeg arbejdet som souschef i Sunset Boulevard i Hedensted, der har en meget sammenlignelig placering. Derudover har jeg tidligere været medejer af fire 7-Eleven-butikker i Aarhus. Så med den gode placering, de spritnye faciliteter og et engageret team af erfarne og friske kræfter er jeg ikke bange for at sætte ambitiøse forventninger til driften, fortæller Per Jørgensen.
Restauranten får 88 siddepladser, et legeland til børnene og drive-in til dem, der hellere spiser derhjemme.