På Anuga FoodTec 2022 i Køln, introducerer Cabinplant to nye og innovative løsninger til fødevareindustrien. MHW SF Extreme multihead-vægt og pakkemaskine håndterer kllistrede og klæbrige ingredienser. Den nye IBC Integrated Blancher & Cooler med damptryk øger kvaliteten af grønsagerne og reducerer energiomkostningerne betydeligt.
Øget automatisering er blevet begrænset af den udbredte brug af klæbrige ingredienser i ready-to-eat-produkter, da de fuldautomatiske pakkeanlæg ikke har været i stand til at håndtere dem. Hidtil er grænsen gået ved ferske produkter som kylling og fisk, mens mere klæbrige produkter blev hængende i vejemaskinen, når de skulle fyldes i emballagen. Det løser en patenteret og revolutionerende løsning fra Cabinplant, nemlig Multihead-Weigher SF Extreme.
Den nye vægt kombinerer Cabinplants kendte kombinationsvægt med nyudviklede skrabere/vejeskåle og en helt ny procesenhed, som sikrer præcis afvejning og dosering af de klistrede ingredienser i emballagen på pakkelinjen. Samtidig har MHW SF Extreme et kompakt design, som gør det nemt at indpasse løsningen i eksisterende produktionslinjer.
Med Cabinplants nye vejemaskine er det muligt at fuldautomatisere dosering og emballering af ready-to-eat-måltider, hvor der indgår klæbende ingredienser som grønsager i tern, løgringe, ris, pasta, tun i flager, mayonnaise, yoghurt osv. Processer som hidtil er foregået manuelt eller delvist manuelt.
– Det er en teknologisk landvinding som bryder grænser for, hvad det hidtil har været muligt med pakkelinjer og multihead-vægte. Nu kan produktionen af en lang række ready-to-eat-måltider fuldautomatiseres, siger Henning Ingemann Hansen, Director of Research and Development, Cabinplant A/S.
Med MHW SF Extreme kan antallet af medarbejdere reduceres med 60-70 procent sammenlignet med traditionelle pakkelinjer med “convenience” produkter, hvor der indgår klistrede ingredienser.
– Vores fuldautomatiske MHW SF Extreme-vejeløsning til klæbrige produkter fjerner et stort bump på fødevareproducenternes roadmap, og løfter produktiviteten og præcisionen i afvejningen til et nyt og højere niveau. Samtidig reducerer det sårbarheden på produktionslinjen i forhold til medarbejderne, siger Michael Falck Schmidt, salgsdirektør hos Cabinplant A/S.
Slutproduktet kan være ready-to-eat-måltider, der emballeres i plasticbakker, ståposer m.v. Brugen af udskifteligelige kassetter reducerer tiden til rengøring og omstilling til kun 5-10 minutter. Det løser udfordringerne med hyppige skift i recepter og emballagestørrelser i en tid, hvor detailhandlen ønsker flere varianter samt hyppigere og mindre leverancer end nogensinde.
Under covid19-pandemien er fødevareindustrien blevet meget opmærksomme på sårbarheden på produktionslinjer med mange operatører. Den nye veje- og pakkeløsning reducerer fødeproducenternes sårbarhed og risiko for ufrivillge stop.
Frugt og grønt med mindre energiforbrug og højere kvalitet
Cabinplants Integrated Blancher & Cooler (IBC) med damptryk (forced steam) er en unik løsning, der bygger på halvtreds års erfaring med anlæg til blanchering af frugt og grønsager.
Brugen af cirkulerende damp under tryk og recirkulation af vandet, reducerer energiomkostningerne med op til 60 pct. Løsningen tilbyder en meget stor fleksibilitet mellem blanchering med damp under tryk og den traditionelle metode, hvor frugt og frønt oversprøjtes med varmt vand. Anlægget har en tilbagebetalingstid på ned til ét år.
Procestiden er meget kort, fordi dampen presses gennem laget af grønsager, og tager kun 3,5 minutter inklusive blancheringen på til 95 ℃ og nedkøling til 10 ℃. Det sikrer en høj og ensartet kvalitet med en maksimal bevaring af smag og næringsværdi. IBC kan leveres i en række forskellige versioner, der kan bearbejde op til 30 ton i timen. Det er adskillige gange højere end traditionelle løsninger.
I forvarmningszonen genanvendes varmen fra det recirkulerende kølevand, og ”forced steam” princippet reducerer dampforbruget med 40-50%. Det betyder, at de samlede energiomkostninger kan reduceres med op til 60% og en tilbagebetalingstid på ét år.
IBC Blancher & Cooler er udstyret med et Cleaning-in-Place system, hvor alle interne dele kan rengøres uden at anlægget skal skilles ad. Desuden bliver transportbåndet, som fremfører grønsagerne, kontinuerligt udsat for opvarmning, hvilket er med til at sikre et meget højt hygiejneniveau, som nærmest helt fjerner risikoen for bakterier, bl.a. listeria, i de forarbejdede grønsager.
– Vi er stolte af vores IBC Forced Steam løsning, som gør det muligt at øge både kapaciteten og kvaliteten – samtidig med et godt afkast. Løsningen følger helt i tråd med vores tradition for at styrke fødevareproducenternes konkurrenceevne, opsummerer Michael Falck Schmidt, salgsdirektør hos Cabinplant.