Med en overskrift om, at 2017 gik som forventet med en bedre nedlukningen af KIWI end forudsat samt at MENY og SPAR viser goder takter og tager markedsandele præsenterede Dagrofa sit regnskab for 2017. Et regnskab, der har røde tal på bundlinjen og hvor indtjeningen i Foodservice Danmark fortsat ikke er tilfredstillende.
– Vi glæder os over fremgangen for MENY og SPAR, men samlet set, og navnlig i Foodservice Danmark, er resultatet stadig ikke tilfredsstillende, udtaler Jesper Lok, bestyrelsesformand og fungerende koncernchef i Dagrofa.
Mahia-koncernen (som omfatter de fortsættende aktiviteter i Dagrofa samt nedlukningen af KIWI-kæden) nåede i 2017 en omsætning på 17,4 mia. kr. mod 18,6 mia. kr. i 2016. EBITDA landede i 2017 på -165 mio. kr. mod +53 mio. kr. året før. Resultatet var bedre end det forventede minus på 400-500 mio. kr. takket være lavere KIWI-relaterede nedlukningsomkostninger.
I Dagrofa-koncernen (som indeholder de fortsættende aktiviteter i købmandskæder, Dagrofa Logistik samt FoodService Danmark) var omsætning 17,2 mia. kr. Årets EBITDA resultat blev 197 mio.kr. hvilket var i tråd med forventningerne.
Nettoresultaterne i Mahia-koncernen blev -592 mio. kr. mod -655 mio. kr. i 2016, heraf udgjorde årets resultat i Dagrofa-koncernen -272 mio. kr., oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Flere nye koncepter er på vej
Heri fremgår også, at MENY- og SPAR-kæderne begge havde et godt 2017, hvor de tog markedsandele i et konkurrencepræget dagligvaremarked. MENY-kæden åbnede 5 nye butikker og modtog, i tråd med kædens ambition om at være Danmarks foretrukne fødevaremarked, flere prestigefyldte fødevarepriser. Herudover lancerede kæden en række nye koncepter inden for convenience og shop-in-shop-løsninger, begge områder med god vækst.
SPAR-kæden åbnede i løbet af året 24 nye butikker og introducerede en række tiltag, som skal gøre det nemmere for kunderne at handle i lokalområderne. Året gav også en pæn samlet fremgang for koncernens Private Label brands, navnligt for fødevaremærket Gestus, som har over 700 varer i sortimentet, og for Grøn Balance.
Omsætningen i Dagrofa Logistik var som ventet påvirket af KIWI nedlukningen, men i årets løb sikredes nye strategiske samarbejder i ind- og udland. På trods af omsætningsfremgang i FoodService Danmark var indtjeningen ikke tilfredsstillende i 2017. Dette skyldes primært øgede omkostninger og kompleksitet i logistik- og baglandsfunktioner, drevet af en stor nettotilgang af især mindre kunder, samt øgede omkostninger i forbindelse med flytning af terminal og hovedkvarter til Ishøj.
Dagrofa forventer fremgang i et konkurrencepræget marked
Den øgede konkurrence på dagligvare- og foodservicemarkedet forventes at fortsætte de kommende år. I 2018 forventer koncernen en omsætningsfremgang i størrelsesordenen 2 procent, ligesom EBITDA forventes at forbedres.
Koncernen vil offentliggøre årsrapporterne for Mahia og Dagrofa efter koncernens generalforsamling, der afholdes den 17. maj 2018.