Carlsberg Group annoncerede i juli, at den administrerende direktør i det danske datterselskab, Carsten Hänel, forlader virksomheden.
Michiel Herkemij, Executive Vice President Western Europe udtaler: “Den danske forretning har udviklet sig positivt under Carstens lederskab, men vi er enige om, at der er brug for forandringer for at bringe Carlsberg Danmark videre. Jeg vil gerne takke Carsten for hans bidrag til den danske forretning, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke fremover.”
Carsten Hänel udtaler: “Jeg har haft fem fantastiske år i Carlsberg, og jeg er stolt af de resultater, vi sammen har leveret. Nu er tiden inde til, at jeg tager det næste skridt i min karriere. Jeg vil savne alle de fantastiske kollegaer, men jeg ser også frem til at forfølge nye udfordringer uden for Carlsberg.”
Carsten Hänels afløser er fundet internt, og detaljerne herom annonceres inden udgangen af året. I mellemtiden indtræder João Abecasis, som i dag er regional chef for Gruppens mindre markeder i Vesteuropa, som midlertidig direktør i Carlsberg Danmark.