Trods opbremsning på markedet for investeringsejendomme og barskere vilkår for detailhandlen har Blue Capital udbudt 11 ejendomsprojekter til blandt andet spisesteder.
396,2 mio. kr. og 11 projekter med nybyggede eller eksisterende ejendomme til detailhandel og spisesteder over hele landet. Sådan lyder det samlede salg hos projektudbyderen Blue Capital i 2022 – et år, som ellers bød på kraftig opbremsning i handlen med investeringsejendomme og på modvind for store dele af detailhandlen, fx med høj inflation og rekordlav forbrugertillid.
”Mange har haft travlt med at affærdige investeringer i detailejendomme, men trods hårdere tider for dele af detailhandlen så skal næsten 6 mio. danskere jo have mad på bordet hver dag og have andre fornødenheder. Danskerne har stadig stor købekraft, blandt andet i kraft af den meget høje beskæftigelse. Desuden har fastfoodkæderne faktisk vundet terræn og fået fat i nye kundegrupper under coronanedlukningerne,” siger Martin Kibsgaard Jensen, administrerende direktør i Blue Capital med kontor i Aarhus.
Lejerne i de 11 udbudte Blue Capital-ejendomsprojekter i 2022 omfatter blandt andre dagligvarebutikker som Coops 365discount og Salling Groups Netto, storbutikker som Elgiganten, jem & fix og Jysk samt fastfoodkæder som Burger King og Sunset Boulevard. Årets to sidste projekter, begge udbudt i december, bestod dels af en 365discount-butik og en OK-benzintank i Silkeborg, dels af to 365discount-butikker i Dianalund og Gørlev på Vestsjælland, den første også med OK-tank.
Geografisk er de 11 udbudte ejendomsprojekter fra Blue Capital i 2022 beliggende fra sjællandske Haslev i øst til Thisted i vest og fra Brønderslev i nord til Rødekro ved Aabenraa i syd. Det største projekt til 78,5 mio. kr. omfattede en jem & fix-butik, Fitness World samt showroom, kontor og lager til Rigtig Kaffe i Aarhus-forstaden Tilst.