To øl fra Thisted Bryghus blev hædret ved Brussels Beer Challenge.
To øl fra Thisted Bryghus blev i denne uge hædret ved Brussels Beer Challenge i Belgien. Brussels Beer Challenge er en international smagekonkurrence, hvor de deltagende øl bedømmes af inviterede øl-dommere fra hele verden, blandt dem den danske øl-ekspert Carsten Bertelsen.
– Vi fik en sølvmedalje for Limfjordsporter i kategorien Baltic Porter, og Bronze for Jack & Beer i kategorien fadlagret øl under 10% ABV, og det er vi utroligt stolte af, siger brygmester Antoni Aagaard Madsen, der påpeger, at der ikke blev uddelt guldmedalje i kategorien Baltic Porter, så den kendte nordvestjyske porter var bedste deltagende øl i denne kategori.
– Da vi hidtil ikke har solgt meget øl i udlandet, har vi ikke tidligere fået sendt øl til de internationale bedømmelser, men resultatet fra Bruxelles giver bestemt mod på at få vores øl bedømt internationalt igen, fortæller Antoni Aagaard Madsen, der kan glæde sig over at være blandt de bedste i en konkurrence med øl fra 29 lande og fem kontinenter.