“Uægte” pinjekerner ser ud til at være årsagen til, at flere forbrugere har oplevet både metallisk bismag og forbigående tab af smagssansen efter at have indtaget de populære kerner i blandt andet salater. Metalsmagen forsvinder af sig selv, og der er ikke rapporteret om længerevarende bivirkninger.
Den metalliske bismag og tab af smagssansen skyldes “uægte” pinjekerne-arter fra Kina – de uægte pinjekerner er meget små og runde/trekantede. Disse arter har været solgt som pinjekerner og har også været blandet med “ægte” pinjekerner for at imødekomme en stærkt stigende efterspørgsel på pinjekerner.