
Siden 2015 har danskerne kunnet aflevere plastiklåg fra Arlas mælkekartoner i Bilka, så de kan genanvendes til gavn for miljøet. Nu har Arla talt plastiklågene op, og i 2018 blev der indsamlet 438.000 plastiklåg. Dermed når indsamlingen et samlet resultat på 2.460.296 plastiklåg. Og samarbejdet med indsamlingen fortsætter i 2019.
Plastiklågene er produceret af 100 procent biobaseret plast, af CO2-neutrale materialer som fx sukkerrør. Mælkelågene kan derfor genanvendes igen og igen – eksempelvis til Arlas grønne mælkekasser.
– Vi er virkelig imponerede over kundernes indsats. Det er et overvældende resultat, at der er indsamlet knap 2,5 mio. plastiklåg, og vi er glade for den store opbakning til indsamlingen. Det er super dejligt at opleve, at forbrugerne også anvender Bilka til at aflevere deres affald til genanvendelse for miljøets skyld, siger Bilkas marketingchef Tore Nederland, der glæder sig over, at indsamlingen fortsætter i 2019.
– Det er fantastisk at se, at så mange støtter op om indsamlingen år efter år. Vi arbejder hårdt for at blive endnu bedre til at passe på miljøet, og netop genanvendelse af plastik er et vigtigt skridt på vejen. Indsamlingen af de 2,4 mio. plastiklåg betyder, at vi kan genanvende den bioplast, som vores plastiklåg er lavet af. Lågene bliver blandt andet genanvendt til at producere de velkendte, grønne mælkekasser, supplerer Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.
Han understreger, at genanvendelse af emballage kan kun lade sig gøre med danskernes hjælp.
– Vi vil derfor gerne sige stort tak til alle dem, der har indleveret deres låg fra mælkekartonerne. Det betyder, at vi gennem initiativer som Brug Låget, i fællesskab med den danske befolkning kan arbejde for en grønnere fremtid.