Større butikker holder sædvanligvis lukket i påsken, men grundet coronavirus vil politisk flertal lempe lukkeloven.
Dagene op til påsken er sædvanligvis særligt travle for butikker og supermarkeder, som de handlende strømmer til. Men på grund af udbruddet af coronavirus er der i år indført restriktioner landet over for at begrænse, hvor mange der samles på én gang.
Derfor vil et politisk flertal lempe lukkeloven, så store dagligvarebutikker kan holde åbent to dage i påsken. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil hastebehandle forslaget i næste uge, oplyser Ritzau.
– Det giver os alle større mulighed til at handle på forskellige tidspunkter, og det giver kortere køer og mindre smitteeksponering, siger han i en pressemeddelelse.
Det betyder, at hele dagligvarehandlen – uanset omsætning – kan holde åbent skærtorsdag og 1. påskedag fra klokken 10 til 17. Ifølge lukkeloven må dagligvarebutikker med en omsætning over 34,9 millioner kroner ikke holde åbent 13,5 dage om året. Det gælder blandt andet skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag. Venstre har tidligere foreslået at suspendere loven.
– Det er to af de allerstørste handelsdage. Det bliver simpelthen for stort et tryk, så det er en god idé at strække handlen ud, siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).
Ikke alle synes om ideen
Forslaget vil ramme mindre handelsdrivende, da de store forretninger ventes at overtage en del af handlen. Landdistrikternes Fællesråd er i den ekstraordinære situation alligevel tilfreds med den model, der er fundet, fortæller formand Steffen Damsgaard til flere medier.
– Vi er principielt imod lempelser af lukkeloven, da den beskytter små dagligvarebutikker i landdistrikterne, men i lyset af coronavirus er jeg glad for, at erhvervsministeren har lyttet til vores bekymringer, siger han.
Det er dog ikke alle, der finder det fornuftigt at åbne for flere handelsdage i påsken. Hos fagforeningen HK Handel, der organiserer de butiksansatte, er man bekymret på de ansattes vegne.
– Vi har nogle butiksmedarbejdere, som i forvejen har ydet en kæmpe indsats for at holde forsyningerne til Danmark åbne. De har arbejdet mere og flere aftener, end de plejer at gøre.
– Og nu beder man dem så om at arbejde ekstra i påsken. Jeg frygter, at det betyder, at nogle butiksmedarbejdere føler sig så presset og bliver så utrygge, at de må sygemelde sig, siger formand for HK Handel Per Tønnesen til Ritzau.
Han giver ikke meget for argumentet om, at påskehandlen skal spredes ud over flere dage.
– Kunderne har formentlig aldrig haft bedre mulighed for at planlægge indkøb op til påske, end de har nu. Og butikkerne har åbent fra 7 til 22 i alle dage op til påske. Så vi synes ikke, at der nogen grund til det, siger Per Tønnesen.
Fælles opbakning fra detailhandlen
Coop, der tidligere på ugen udtalte sig kritisk om muligheden for øget påskeåbning, har nu skiftet holdning og skiver i en pressemeddelelse, at man accepterer, at danskerne helt ekstraordinært får flere muligheder for at handle i påsken.
– Det er en løsning, der for det første tager hensyn til den svære situation, som Danmark er i lige nu, hvor alle har et ansvar for at reducere smitterisikoen – og samtidig også sigter mod at hjælpe medarbejderne i butikkerne, så de bedre kan håndtere påskehandlen på en mere sikker måde.
Det er den samlede melding fra Coop, Dagrofa, Rema 1000, Lidl, Aldi, 7-Eleven, Circle K, Q8, Løvbjerg, ABC Lavpris og De Samvirkende Købmænd.
Kæderne opfordres kunderne til at handle i nærmeste butik, holde afstand og at kun en person pr. husstand handler og gør det uden for travle tidspunkter, Samtidig opfordres kunderne til at vaske hænder før og efter indkøb og at følge myndighedernes generelle anbefalinger.