Cirka en ud af fem unge i Norden indtager energidrikke mindst en gang om dagen, og tre ud af fem mindst en gang om ugen. Næsten halvdelen svarer, at de i hvert fald en gang imellem ikke kan komme igennem dagen uden energidrikke. Det viser en ny, nordisk rapport.

I rapporten svarer 30 procent i alderen 15-19 år, at de har oplevet negative sundhedsvirkninger på grund af energidrikke, blandt andet hjertebanken, søvnproblemer og svimmelhed. 15 procent svarer, at de føler ubehag, når de ikke drikker energidrikke, og hver tredje unge vil sænke sit forbrug.
En relativt stor andel (39 procent) svarer, at de begyndte at drikke energidrikke allerede i 13-årsalderen eller endnu tidligere, og 16 procent drikker aldrig energidrikke.
Smagen den hyppigste årsag
Den mest almindelige årsag til, at de unge drikker energidrikke, er smagen. Det angiver 73 procent som årsag. Andre udbredte årsager er at få mere energi, hvilket 51 procent svarer, og at holde sig vågen, hvilket 34 procent svarer. Undersøgelsen viser også, at drenge drikker energidrikke oftere end piger.
Rapporten er finansieret af Nordisk Ministerråd. Livsmedelsverket i Sverige har haft ansvaret for den undersøgelse, der ligger til grund for resultaterne. I alt 4.916 unge deltog i undersøgelsen.
“Undersøgelsen er et kraftigt advarselssignal om, at alt for mange unge er afhængige af energidrikke for at overkomme hverdagen. Det kan få alvorlige konsekvenser for unges psykiske helbred og skolegang. Det er en fælles udfordring for de nordiske lande og et mønster, som vi skal bryde sammen,” siger Nordisk Ministerråds generalsekretær Karen Ellemann.
Sverige har det højeste forbrug
Energidrikke er en naturlig del af de nordiske unges hverdag, men forbruget varierer fra land til land.
Sverige har den højeste brugsfrekvens. Her drikker 28 procent af de unge energidrikke mindst én gang om dagen og hele 75 procent mindst en gang om ugen.
I Sverige er det mere almindeligt, at de unge svarer, at de drikker energidrikke for at kunne præstere bedre i skolen. Svenske unge svarer også i højere grad, at de regelmæssigt drikker cola-lignende drikke og tager koffeinberigede tilskud.
Det sociale aspekt er vigtigt i Danmark
Danmark har den laveste brugsfrekvens i Norden. Her drikker 14 procent energidrikke hver dag og 43 procent hver uge.
I Danmark har energidrikke en tydeligere social funktion. De unge svarer hyppigere, at de drikker energidrikke, fordi deres venner også gør det. De danske unge svarer også i højere grad, at de drikker te/iste.
Også i Norge ligger de unges forbrug af energidrikke under gennemsnittet for Norden. 18 procent drikker energidrikke hver dag og cirka halvdelen hver uge. Der er smag og behovet for energi de primære årsager til forbruget.
Finske unge starter tidligt
Finland skiller sig ud fra de øvrige nordiske lande ved, at flere unge begynder at drikke energidrikke tidligt. Hver fjerde svarer, at de begyndte inden 12-årsalderen, og en ud af tre svarer, at de begyndte, da de var 12 eller 13 år. I Finland er det også mere almindeligt, at unge drikker kaffe/iskaffe.
Resultaterne fra Island skal tolkes med forsigtighed, da antallet af respondenter er relativt lavt. Undersøgelsen viser, at Island ligger under gennemsnittet: Der drikker 46 procent af de unge energidrikke hver uge.
“Det mest bekymrende er, at så mange unge beskriver et forbrug, som de selv oplever, at de har svært ved at styre. Når en vane begynder at påvirke søvn, helbred eller hverdag, er der god grund til at agere. Nu skal vi sætte os bedre ind i, hvad der kan hjælpe de unge med at forandre deres vaner, og hvilke tiltag der faktisk fungerer for dem. Derfor vil vi i anden del af projektet lytte til de unge,” siger Sabina Litens Karlsson, som er toksikolog og diætist hos Livsmedelsverket samt projektleder for undersøgelsen.

