I flere år har Danmarks største slagteri, Danish Crown i Horsens, haft svært ved at få dansk arbejdskraft. Nu går slagteriet og jobcentret sammen i et nyt forsøg på at undgå at skulle rekruttere udlændinge. Fabriksdirektøren på Danish Crown-slagteriet i Horsens står og skal bruge 50 ferieafløsere fra midten af april i fem måneder – præcis lige som sidste år. Men sidste år lykkedes det ikke at finde danskere, der ville tage jobbet. Så det endte med, at han måtte ringe til Warszawa og hente polakker til Horsens for at få udført arbejdet.
Sammen med jobcenteret og den lokale tekniske skole, Learnmark, er slagteriet gået i gang med et projekt, hvor jobcentret skal forsøge at finde 50 ledige danskere, som vil tage et fire uger langt kursus som forberedelse til at komme til at arbejde.
Forventningerne er store hos Per Laursen på Danish Crown, der siger til Jyllands-Posten:
– Jeg håber og tror på, at jeg kan undgå at ringe til Warszawa i år.