Flere tusinde mennesker vil samles på Rådhuspladsen d. 9. oktober fra kl. 14-17 og blive bespist med god gratis overskudsmad. Danmarks største event mod madspild byder også på taler af fødevareminister Dan Jørgensen, overborgmester Frank Jensen, direktør i FN’s miljøorganisation UNEP, John M. Christensen og generalsekretær i WWF, Gitte Seeberg. Musikken mod madspild leveres af den kendte DJ, Martin Dreyer.
– Når vi smider god mad i skraldespanden, er det både skidt for miljøet og for pengepungen. En typisk dansk husstand smider hvert år mad ud for 3.200 kr. Det skal vi gøre noget ved, og vi skal have alle med. Derfor er jeg glad for et initiativ som det her, hvor vi er mange aktører, der sætter fokus på madspild og inspirerer til, hvordan vi undgår at smide god mad ud. I regeringens kommende strategi for forebyggelse af affald indgår der netop en række tiltag mod madspild, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
– Vi er tilfredse med, at mange vigtige kræfter fra fødevarernes værdikæde bakker op om denne store event, siger initiativtager til Sammen Mod Madspild, Selina Juul, der også er stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.
– Danmark er ved at blive det land i verden, der har madspild højest på dagsordenen. En ny undersøgelse fra Gallup viser, at mere end hver tredje dansker selv mener, at han/hun smider mindre mad ud end for få år siden. Det er meget flot! Vi vil gerne takke vores medarrangør Miljøministeriet, alle vore partnere, bidragsydere og frivillige.
Efter dansk mønster og med støtte fra Nordisk Ministerråd har United Against Food Waste spredt sig til det øvrige Norden. I løbet af efteråret gennemføres ni events i Stockholm, Oslo, Helsinki og Reykjavik, hvor lokale har engageret sig stærkt i kampen mod madspild.
Sammen Mod Madspild er inspireret af lignende events i bl.a. New York, London og Sydney. Eventen bliver afholdt som led i en række internationale aktiviteter mod madspild under EU-samarbejdet FUSIONS, som er verdens største alliance mod madspild med 21 europæiske partnere.