Efter en årrække med stilstand og modgang, er der igen ved at komme liv i fødevarebranchen i middelhavsregionen. Det er den forholdsvis nye, men hurtigt voksende fødevaremesse i Athen, Food Expo Greece et godt bevis på.
Grækenland er et stort marked for fødevarer i det frugtbare middelhavsområde. Men importen af fødevarer overstiger deres egen produktion, til ærgrelse for producenter og regering. Derfor forsøger branchen med hjælp fra interesseorganisationer og regeringen, at åbne markedet for udlandet. Nikos Choudalakis, der er CEO for Forum, virksomheden bag Food Expo Greece erkender at markedet kan være svært at komme ind på, men ved fælles hjælp skal det uudnyttede potentiale i Grækenland forløses.
– Gastronomi er blevet en målbar del af den græske økonomi, sagde den græske minister for landdistriktudvikling og fødevarer, Evangelos Apostolou i hans åbningstale på Food Expo Greece. Og med de ord fejer han de negative ord om græsk økonomi af bordet, for Food Expo er et tydeligt bevis på et blomstrende marked i fremgang. Da messen så dagens lys tilbage i 2014 var det med 304 udstillere, og her til den fjerde udgave var det nummer øget med knap 400 procent til hele 1200 udstillere, heriblandt 156 udstillere fra resten af verden. Hr. Apostolou fortalte desuden, at den græske regering støtter fødevareproducenternes kamp for gode produkter med nye tiltag, der introduceres i løbet af året, heriblandt øgede investeringer i branchen, der skal være med til at sikre nogle af de vigtigste parametre i den græske fødevareproduktion, nemlig den høje kvalitet og den gode smag.
Mad, vin og maskiner
Food Expo Greece er med sine 1200 udstillere den største messe med mad og drikke, der bliver holdt i Sydøsteuropa. De mange udstillere blev besøgt af op mod 60.000 besøgende og af dem er 2500 internationale besøgende. Arrangørerne bag Food Expo Greece, Forum S.A., har op mod messen arbejdet benhårdt på at tiltrække et stort internationalt publikum, blandt andet ved hjælp af et Hosted Buyers program, men også ved at sørge for, at udvikle på deres internationale profil og sørge for et bredt udvalg af produkter, der har interesse for den internationale indkøber. Food Expo Greece 2017 blev afholdt i Metropolitan Expo centeret, et par hundrede meter fra Athens lufthavn, og de fire store haller var opdelt i et Foodtech og emballage område, økologi og varer med beskyttet oprindelsesbetegnelse (PDO), mad og nationale markeder og ikke mindst drikkevarer. I hal fire, var der udover sektionen med drikkevarer, blevet plads til vin- og spiritusmessen Oenotelia, der blev afholdt i samarbejde med Food Expo Greece.
Eksport af græsk kultur
For de små og middelstore producenter kommer der mere fokus på økologi og den højaktuelle vestlige trend vi kalder fri for, altså glutenfri, laktosefri osv., men det er også en udfordring for producenterne.
– Det er dyrt at starte en økologisk produktion, og vi tror det er derfor vi ikke ser så mange økologiske udstillere hernede, som man gør det andre steder i verden. Men flere og flere økologiske producenter kommer til, for kunderne efterspørger det, fortæller ejeren af den økologiske honningproducent The Family Beez fra den lille græske ø, Sefiros. Hun bakkes op af Robolas Miltiades fra Bioagros. Bioagros fokuserer udelukkende på organisk produktion, veganske produkter, laktose- og glutenfrit.
– Grækenland er måske en smule bagud på det økologiske, men der er virkelig godt salg i fri for produkter og økologi. Vi lever også af eksport til eksempelvis Tyskland, hvor rå grøntsager er et af vores største salgsområder. Vores råvarer kommer fra vores egne marker i Nordgrækenland og så plejer vi at sige, at vi udover at vi eksporterer gode økologiske produkter, eksporterer vi samtidig den græske kultur, fortæller Robolas Miltiades.
En verden udover oliven og feta
Græsk kultur er da også noget der skinner igennem, når man bevæger sig op og ned af de lange gange med messestande. Olivenolie, feta, bagværk, middelhavskrydderier, fisk, kød, ouzo, vin og højt humør og optimisme præger hallerne og er med til at give en herlig sydlandsk stemning. Blandt de græske nationalskatte findes olivenolien og fetaen, og en af de store udstillere på Food Expo Greece, Minerva Foods med slogannet a piece of greece bød inden for til the olive oil world.
– Feta og olivenolie er blandt vores mest succesfulde varer. Der hvor der sker mest i øjeblikket er på den økologiske del af produktionen, og det følger vi meget tæt, fortæller en repræsentant for Minerva Foods.
Men messen bød på så meget mere end blot oliven og feta. Udstillerne på Food Expo Greece 2017 var både imødekommende og med optimistisk syn på hvad fremtiden bringer. Og så var messen et herligt tag-selv-bord af middehavsprodukter der kunne gøre selv den mest kræsne gæst tilfreds.
Se billeder fra messen i Food&Drink nummer 4
Af Kasper Mundt-Nielsen