Nu kan 122 nye studerende glæde sig til studiestart på bacheloruddannelsen i Fødevarer og ernæring på Københavns Universitetet til september. Det er et stigning på hele 20 % i forhold til 2016, og 105 af de nye studerende har sat kryds ved fødevareuddannelsen som deres førsteprioritet.
Institutleder Anna Haldrup ved Institut for Fødevarevidenskab glæder sig over, at så mange unge viser interesse for mad, ernæring og naturvidenskab ved at søge optagelse på studiet:
“Vi tilbyder en uddannelse med mange muligheder. Fødevarer er jo et basalt behov for os alle. Så uanset om de unge drømmer om at hjælpe underernærede i udviklingslande, overvægtige i den vestlige verden, blive entreprenante produktudviklere eller topledere i en international fødevarevirksomhed, så giver Fødevarer og ernæringsuddannelsen dem indgangsbillet til det liv de drømmer om”.
Plads på ventelisten
Uddannelsen Fødevarer og ernæring går samtidig imod den generelle tendens om, at der optages lidt færre på videregående uddannelser. På landsplan er 65.165 unge blevet optaget på et studie i år, hvilket er et lille fald i forhold til 2016, hvor 66.439 blev tilbudt en studieplads. Og på København Universitet er der også et lille fald i antal optagne, hvor 7.270 studerende nu er tilbudt en studieplads.
“Selvom vi kan melde udsolgt på studiepladserne til Fødevarer og ernæring, så er det stadig muligt at søge en standby-plads til studiestart til september. Og jeg vil da opfordre de unge der er på udkig efter en spændende uddannelse om at tage chancen og søge inden ansøgningsfristen den 8. august kl. 12,” siger institutleder Arne Astrup, Institut for Idræt og Ernæring.