Mens der i de senere år er kommet mere og mere fokus på madspild, havner en tredjedel af al mad stadig i skraldespanden og den mængde kæmper Too Good To Go for at nedbringe. Onsdag udvidede de derfor deres populære madspildskoncept med en adresse i hjertet af Frederiksberg, hvor brugerne kan afhente overskudsvarer fra grossister. Samlingspunktet vil samtidig blive et mødested og læringsunivers for madspilds-interesserede.
Over 10.000 forretninger er med i Too Good To Go’s samarbejde og tilsammen reddes dagligt 20.000 måltider via madspildsappen, som lader forretninger sælge overskudsvarer til forbrugerne, i stedet for at smide det ud ved lukketid. Næste skridt er at få inkorporeret grossisterne og det er altså det, den nye adresse på Nyelandsvej 21 C, Frederiksberg, skal gøre.
– Hvert år havner en tredjedel af al mad i skraldespanden. Op mod 40 % af Europas madspild sker inden maden når ud i forretningerne, og derfor tilbyder vi nu producenter og grossister et sted, hvor forbrugerne kan afhente deres overskudsvarer. Det kan blive nøglen for os i forhold til at spille en endnu større rolle i kampen mod madspild, siger Mette Lykke, adm. Direktør i Too Good To Go.
H.K.H Prinsesse Marie deltog i åbningsreceptionen og sammen med stifteren af Stop Spild af Mad, Selina Juul, kunne de åbne en butik, hvor virksomheder som Urtekram, Knorr og Santa Maria var klar på listen over virksomheder, der leverer overskudsvarer til den nye butik. Det er varer, som af den ene eller anden årsag ikke kan sælges i supermarkedet. Det kan f.eks. være fordi en etiket sidder skævt.
– Vi mener, at det er vigtigt at støtte op om nye bæredygtige initiativer. Too Good To Go gør det muligt for os at afsætte de fødevarer, som har for kort holdbarhedsdato til, at supermarkedskæderne kan tage imod dem, forklarer Urtekrams direktør Peter Overgaard.
Missionen rækker dog endnu videre end til at hjælpe virksomheder med at reducere madspild. Too Good To Go vil nemlig også gerne øge opmærksomheden om madspild hjemme hos forbrugerne, fortæller Mette Lykke: – På det nye afhentningssted kan man få gode tips til at ændre sine vaner derhjemme, og vi vil også invitere studerende til at komme her og få hjælp til opgaver om madspild. Ambitionen er at skabe en hel bevægelse mod madspild.
Som bruger skal man som hidtil benytte den gratis Too Good To Go app for at redde den nye kategori af overskudsvarer, og varerne afhentes så hos Too Good To Go på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg