Salget af økologisk vin i Danmark er steget med cirka 40 procent på to år. Samtidig er udbuddet af økologisk vin i vækst, da flere vinbønder prioriterer de sprøjtefri marker og vine.
FIBL, et internationalt, uafhængigt researchbureau, kårede tidligere på året, igen, Danmark som verdensmestre i økologi. Ifølge FIBL holder de økologiske produkter en markedsandel på hele 13 procent. I detailhandlen 2018 stod økologisk vin, hedvin og cider for lige over to procent af det samlede salg, hvilket svarer til en stigning på næsten 40 procentpoint fra 2016, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik. Tallene for foodservice inkluderer også alkohol og øl og er derfor ikke sammenlignelige. Men her er stigningen fra 2016 til 2018 på næsten 50 procent.
Det er ikke kun en stigende interesse for økologien, der driver væksten, også vinbønderne har fået øjnene op for den økologiske revolution. Tal fra FIBL viser en global stigning fra 88.000 hektar økologiske vinmarker i 2004 til 407.000 hektar i 2017!
– Interessen og præmisserne for vinbønderne, som ønsker at dyrke økologisk, er klart højnet over de seneste år. Og økologi betyder færre sprøjtemidler i marken, hvilket både gavner miljøet og samtidig giver et bedre arbejdsmiljø for bonden. Det fortæller den danske vinekspert Marie Von Ahm, som med mere end 20 års erfaring inden for vinbranchen rådgiver i både vinhandel og vininvestering.
Økologisk dyrket vin på væksteventyr
Et højt fokus på miljø- og kvalitetsbevidste forbrugere har været med til at styrke omlægningen til den økologiske vinproduktion. En produktion, som i 2012 havde et afkast på 349 millioner flasker vin, og som ifølge vin- og spiritusanalyseinstituttet IWSR forventes at stige til over en milliard solgte økologiske flasker på verdensplan i 2022.
– Forbrugerne er blevet meget bevidste om, hvad de køber, og jeg oplever en klart stigende interesse for de økologiske vine. Samtidig får flere vinbønder øjnene op for, at det både er blevet lettere at omlægge til et økologisk vinbrug, men også, at det er fornuftigt i længden. Det giver et sundere arbejdsmiljø, og så har økologisk dyrkede druer udviklet sig til at skabe fantastisk rene vine i smag og udtryk, siger Bo Otterstrøm, direktør og vinekspert ved Klubvin.dk, og uddyber:
– Siden jeg solgte min første økologiske vin i 2004, som ærligt talt smagte lidt fodformet, så har vin dyrket på økologiske druer udviklet sig til et varieret marked med pragtfulde vine og i et prisniveau, hvor økologi ikke er lig med overpris.
De bedste vine har altid været økologiske
De ældste vinhuse har eksisteret længe før, moderne pesticider var en del af vinbøndernes repertoire, og derfor er mange gamle vine de facto allerede økologiske. De skilter bare ikke med det. Dels fordi økologisk vin tidligere har haft et blakket ry, men også for at undgå at forvirre forbrugeren med for meget information på flasken i form af etiketter.
– De gamle etablerede vinhuse med en historik for hædrede vine ser ikke nogen fordel ved at begynde at blande sprøjtemidler ind i deres produktion. De laver allerede god vin uden, så det sætter de ikke over styr, siger Bo Otterstrøm.
– Der findes ikke faste regler for, hvilke vinhuse der har denne tilgang, men det kræver i udgangspunktet penge på kistebunden at fokusere på kvalitet med risiko for mindre udbytte. Derudover er økologien mere udbredt i visse regioner, for eksempel er Bourgogne mere tilbøjelig til økologi end Bordeaux, fortæller vineksperten fra Klubvin.dk.