Det Økologiske Spisemærke fejrer 10-årsjubilæum i år og kan samtidig fejre stor udenlandsk bevågenhed. Det danske statskontrollerede økologiske spisemærke har banet vejen for mere økologi til danskerne og øget synligheden for professionelle køkkener, der serverer økologiske fødevarer, og den udenlandske efterspørgsel efter mærket er stigende.
Danmark er førende inden for økologi, og det vækker opsigt ud over landets grænser. Måler vi på foodservicemarkedet, der udgør cafeer, restauranter og storkøkkener mv., ligger den økologiske markedsandel i dag tæt på 10 procent, og det er relativt højt sammenlignet med et naboland som for eksempel Tyskland, der kun ligger på 0,5 procent ifølge tal fra det tyske Miljø- og Landbrugsministerium for Nordrhein-Westfalen i 2017. En del af drivkraften for den rivende udvikling har været Det Økologiske Spisemærke, som Danmark, som et af de første lande i verden, introducerede til det danske foodservicemarked i 2009. Det Økologiske Spisemærke ligner det velkendte røde økologimærke, men fungerer som en trappemodel, der giver spisesteder bronze (30-60 procent), sølv (60-90 procent) eller guldmærkning (90-100 procent), alt efter hvor stor en andel af fødevarerne der er økologiske.
– Det Økologiske Spisemærke er en effektiv måde at gøre forbrugeren opmærksom på spisestedets brug af økologiske fødevarer. Samtidig skaber trappemodellen med bronze, sølv og guld motivation i køkkenet og incitament til at øge andelen af økologiske fødevarer, siger Gregers Hummelmose, der er fuldmægtig i Fødevarestyrelsen, og som sidder med ansvaret for Det Økologiske Spisemærke.
Spisemærket er en unik mulighed for at efterkomme den høje efterspørgsel efter økologi og styrker den enkelte virksomheds brand, og det har tilsyneladende skabt en dominoeffekt blandt spisesteder i hele landet: Tæt på 2.600 offentlige køkkener og private spisesteder har taget mærkningen til sig, og hele 71 procent af danskerne kender nu til økologimærkerne i bronze, sølv og guld.
Udlandet ser mod Danmark
Det er både inden- og uden for Europa, at virksomheder og myndigheder ser mod Danmark. Sverige og Norge har – med inspiration fra den danske model – udrullet deres egen version af Det Økologiske Spisemærke, og flere lande er nu i dialog med Danmark. Både Østrig, Frankrig og Storbritannien er interesserede, og i østasiatiske lande som Kina, Korea og Indonesien er der også et begyndende momentum.
– Den danske model er blevet så succesfuld, at den efterspørges flere forskellige steder i udlandet, og det skaber mulighed for nye eksportforbindelser. Vi bidrager med vores viden og erfaring om spisemærkets udvikling i Danmark til dem, der spørger, og det kan smitte af på den danske eksport af økologiske fødevarer. Man kan tale om en form for systemeksport, fortæller Gregers Hummelmose.
Jordbrugsøkonom i Fødevarestyrelsen, Carmen Calverley, er en af dem, der spreder danske erfaringer med økologi. Hun har travlt med at fortælle om det succesfulde økologimærke, og i øjeblikket er det særligt Tyskland, der interesserer sig for danske erfaringer:
– Tyskland oplever en høj efterspørgsel efter økologi, men det er ikke reflekteret i det tyske foodservicemarked. De trækker derfor på vores viden og erfaringer med Det Økologiske Spisemærke, fortæller Carmen Calverley.
– Hvis Tyskland implementerer en lignende mærkningsordning, vil danske foodservicevirksomheder kunne bidrage til at dække den voksende efterspørgsel på det tyske marked og samtidig understøtte den udvikling, som skal sætte gang i den økologiske omstilling af tyske offentlige og private spisesteder, siger hun.
Tyskland er i forvejen Danmarks vigtigste eksportmarked for økologiske varer og tegnede sig med 1.235 millioner kroner for 42 procent af den samlede eksport af økologiske fødevarer i 2017, viser tal fra Danmarks Statistik.
Omlægning til økologi i udlandet er en stor fordel for danske producenter
Med den udenlandske interesse for Det Økologiske Spisemærke øjner flere danske virksomheder nu også muligheden for et eksportfremstød. Hos Food Nation, der er branding konsortium for hele den danske fødevareklynge og bindeled mellem danske fødevarevirksomheder og det internationale marked, ser man også en oplagt mulighed for at styrke danske fødevareproducenters og foodservicevirksomheders forretningsmuligheder i udlandet.
– Danmark er verdensmestre i økologi og har både et stort udbud af økologiske varer, men også en stor vidensbase med løsninger inden for økologisk produktion, som vi ser et stort eksportpotentiale i. I foodservicesektoren bruges der rigtig mange varer, og hvis Det Økologiske Spisemærke kan inspirere andre lande til selv at igangsætte en lignende mærkningsordning, er potentialet for dansk økologieksport stor, siger Lise Walbom, CEO hos Food Nation.
Det Økologiske Spisemærke fejrer 10-årsjubilæum i 2019, og i den anledning vil Fødevarestyrelsen sætte fokus på de sideeffekter, som spisemærket skaber. Undersøgelser viser nemlig, at den økologiske omlægning hos spisestederne ofte skaber en sundere og mere klimavenlig menu med mindre kød, mere frugt og grønt og mindre madspild. En dagsorden, der med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling kun er blevet mere aktuel.