Sundhedsstyrelsen anslår, at 122.000 børn og unge under 18 år vokser op i et hjem, hvor far eller mor – eller begge – drikker for meget. Mens det tidligere kun var den drikkende, der kunne få gratis, anonym og skræddersyet alkoholbehandling, så er der i dag mulighed for støtte og samtaleterapi til børn – også selv om mor eller far endnu ikke har erkendt deres alkoholproblem. Desuden er der via satspuljemidler startet en række nye, gratis tilbud om terapi til børn og unge i alkoholfamilier.
Alkohol & Samfund og TrygFonden kører derfor frem til marts 2018 en landsdækkende oplysningskampagne der – ud over at opfordre borgere med alkoholproblemer til at opsøge kommunernes behandlingstilbud – gør opmærksom på de gratis muligheder for terapi til børn og unge i alkoholfamilier.
På kampagnens hjemmeside, http://www.hope.dk får lærere, frontpersonale og andre fagpersoner desuden konkrete råd til at tage den vigtige samtale med et barn – og barnets forældre – hvis der er mistanke om alkoholproblemer i familien.
Mange lokale tiltag
Flere kommuner har iværksat tiltage på området. En af disse er Stof- og Alkoholbehandlingen i Odder Kommune, der blandt andet har behandlingstilbud til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer kaldtet BRUS.
Projekt-BRUS koncentrer sig netop om disse børn og de rusmiddelproblematikker, de vokser op i. Det estimeres at ca.525 børn i Odder kommune, vokser op i familier med rusmiddelforstyrrelser. Der er på nuværende tidspunkt gennemført 33 vellykkede forløb.
Projekt BRUS er et gratis samtaletilbud til børn og unge i alderen 0 -25 år, som lever i familier, hvor rusmidler styrer og forstyrrer. Det er muligt at modtage samtaler alene, sammen med sin familie eller i en gruppe med jævnaldrende. Et forløb i BRUS starter altid med en eller flere forsamtaler. Herefter besluttes det i fællesskab, hvilken type forløb, der vil være bedst egnet.