Den danske levnedsmiddelvirksomhed DAVA Foods var igen i år at finde på den internationale fødevaremesse Anuga, som fandt sted fra den 10.-14. oktober i Köln. Anuga er ikke blot verdens største fødevaremesse, den anses også for at være sektorens vigtigste. Knap 160.000 besøgende fra 192 lande sikrede travlhed på messen.
DAVA Foods præsenterede her sit nyeste produkt; en revolutionerende proteindrik udelukkende baseret på æggehvider. Drikken går under navnet white™ og er kun tilsat smag og farve. Drikken er fedtfri, uden konserveringsmidler og uden laktose, da den er baseret på rene æggehvider. Virksom-heden har brugt 4 år på at udvikle produktet, der kan komme til at ændre den måde, som blandt andet fitness- og træningsfolket indtager protein på:
– Vi har i en årrække arbejdet på at finde den ultimative proteindrik baseret på æg. Vi ved jo, at æg-get indeholder alle de gode og rigtige næringsstoffer, men du står jo ikke lige og koger et æg, når du skal have et proteintilskud fx lige efter træning, udtaler adm. direktør Ivan Noes Jørgensen fra DAVA Foods.
white™ indeholder 10 g protein pr. 100 ml., og det er et højere proteinindhold end de fleste andre proteindrikke. Det betyder, at man kan nå de magiske 22 g protein allerede ved 220 ml. Æggehviden indeholder højkvalitetsprotein med alle 9 essentielle aminosyrer, herunder de 3 forgrenede aminosyrer leucin, isoleucin og valin, der er helt essentielle, når muskelvæv skal opbygges. Samtidig indeholder white™ ingen laktose, som de fleste andre proteindrikke på markedet, da den udelukkende er baseret på æg.
white™ produceres foreløbigt i 4 smagsvarianter, henholdsvis jordbær, vanilje, granatæble og multifrugt og kommer i danske detailhandelsbutikker fra januar 2016.