Næste år vil alle butikkerne i Coop og Salling Group udelukkende sælge økologiske bananer for at undgå det omstridte sprøjtemiddel chlorpyrifos.
I de første uger af det nye år bliver samtlige bananer i føtex, Netto og Bilka samt i Coops butikker økologiske med det formål at undgå risiko for det omstridte sprøjtemiddel chlorpyrifos og afarten chlorpyrifos-methyl.
Salling Group meldte allerede ud i august 2019, at koncernen ville forbyde brugen af pesticidet, der er under mistanke for bl.a. at kunne skade udviklingen hos fostre og børn. Siden har Salling Group arbejdet ihærdigt sammen med sine leverandører på at få stoppet brugen af det.
Men da det ikke har været muligt at få nogen garanti for, at konventionelle bananer kan leveres uden rester af det omdiskuterede sprøjtemiddel, overgår Salling Group til 100 procent økologiske bananer i alle sine kæder i 2020.
– Når Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet konkluderer, at stoffet ikke kan sikkerhedsgodkendes og er under mistanke for at være sundhedsskadeligt, må vi naturligvis reagere. Da det kun er producenter af de økologiske bananer, der kan give garanti for, at de er fri for sprøjtemidlerne, har vi valgt denne løsning. De økologiske plantager har krav om sikkerhedsafstand til konventionel landbrug, og derfor kan man helt undgå stofferne i økologiske bananer, siger Per Bank, der er administrerende direktør i Salling Group.
Allerede nu er en stor del af bananerne i føtex, Netto, Bilka og Salling Super økologiske, og efterspørgslen har været markant stigende i de seneste år.
Bananer for over en milliard kroner
De økologiske bananer bliver også alene på hylden i Coops butikker, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Irma og fakta.
– Med dette tiltag markerer vi en ny milepæl for vores mangeårige arbejde med at udfase farlige stoffer fra vores varer. Det er vores mål at fjerne alle farlige stoffer fra alle varer i vores butikker, siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop.
Tidligere i år igangsatte Coop en pesticidplan, der sætter en ny standard for de frugter og grøntsager, der sælges i koncernens ca. 1100 butikker. I dag udgør de økologiske bananer godt en tredjedel af Coops samlede banansalg. Ved at gå over til 100 procent økologi, vil det samlede økologisalg vokse med cirka 200 millioner kr. i Coops butikker.
– Dette er et stort skridt for økologien i Danmark, og det vil løfte den samlede økologiandel af dagligvaresalget. Samtidig er det en væsentlig forbedring af fødevaresikkerheden. Nu håber vi, at myndighederne tager det næste skridt og forbyder, at bananer der er sprøjtet med disse midler, sælges i Danmark, siger CSR-chef i Coop, Thomas Roland.
Der bliver totalt i Danmark solgt bananer for over en milliard kr.
Ikke tilladt i Danmark
Det er ikke tilladt at benytte chlorpyrifos i Danmark, men stoffet er godkendt i visse dele af verden, og derfor kan der være risiko for rester af det i noget importeret frugt og grønt. Men hvor Salling Group kan få en garanti for, at alle øvrige produkter er fri for det, er det ikke muligt for de konventionelle bananer på nuværende tidspunkt.
– Den særlige udfordring med bananer er, at mange producenter sprøjter deres plantager fra luften i fly. Chlorpyrifos kan derfor ramme områder med konventionelle bananer, der ellers ikke skulle sprøjtes. Producenterne kan på nuværende tidspunkt ikke garantere os, at deres konventionelle bananer ikke kan indeholde rester af stoffet. Den forsikring kan vi derimod få med økologiske bananer, som vi derfor udelukkende vil tilbyde kunderne fra begyndelsen af det nye år, siger Group Vice President for Public Affairs, Communication & CSR i Salling Group, Annette Juhler Kjær.
Chlorpyrifos har været anvendt som sprøjtemiddel i årtier, og betænkelighederne går især på de mennesker, der i dagligdagen håndterer og kommer i kontakt med stoffet, da de udsættes for den største risiko.
– Vi har også et særligt fokus på at sikre de mennesker, der til dagligt arbejder i plantagerne og udsættes for stofferne, hvad enten det er fra naboens plantage eller deres egen arbejdsplads. Derfor er det et vigtig skridt i en rigtig retning – både for vores kunder, leverandører og for os, uddyber Annette Juhler Kjær.