Nestlé solgte for næsten 600 milliarder kroner i 2018, viser det netop offentliggjorte regnskab for den schweiziske fødevaregigant.
Et stigende salg i verdens to største økonomier, USA og Kina, og stor appetit på babymad er blandt de faktorer, der ifølge Ritzau har trukket resultaterne i vejret hos Nestlé, der omsatte for omkring to procent mere end sidste regnskabsår.
Der er tilfredshed med årsregnskabet fra administrerende direktør Mark Schneider, der nævner at man har fremgang inden for langt de fleste af varemærkerne, der dækker områder som chokolade, is, kildevand, kaffe, kosttilskud og dyrefoder.
– Alle finansielle resultater blev forbedret markant, og vi oplevede atter vækst på vores to største markeder, USA og Kina, samt vores forretning for babyernæring, siger han.
Nestlés salg er også vokset som følge af, at det schweiziske selskab sidste år indgik en global aftale med den amerikanske kaffekæde Starbucks til næsten 50 milliarder kroner. Aftalen betyder, at Nestlé har overtaget retten til at sælge te og kaffe af mærket Starbucks i detailhandlen verden over.
Starbucks-mærket er på hylderne i USA og fra næste måned vil Nestlé begynde at sælge kaffe af mærket Starbucks i supermarkeder og på nettet i blandt andet Belgien, Brasilien, Chile, Kina, Mexico, Holland, Sydkorea, Spanien og Storbritannien. Flere lande vil komme på listen senere i 2019.
Det nye sats skal være med til at sikre, at Nestlé i 2019 får en endnu højere vækst og overskudsgrad end de tidligere år. Selskabet forventer dog ikke at hæve overskuddet i 2018, der ifølge Ritzau var på 66,3 milliarder kroner. Det var en forbedring på 42 procent sammenlignet med 2017, men det skyldes til dels en række frasalg, der er røget direkte ind på bundlinjen.