Efter 25 år ved roret forlader Helga Møller Varefakta med det bedste resultat i mærkningsvirksomhedens 60-årige historie. Væksten er især på deklarationer til udlandet.
Det er en virksomhed i topform, som 1. april får ny direktør. Efter 25 år som direktør for Varefakta har Helga Møller valgt at slippe tøjlerne, og det sker med manér. Regnskabet for 2016 viser et nettooverskud på 1,4 mio. kroner, og det er ikke bare det bedste resultat i Helga Møllers direktørtid, men det bedste resultat Varefakta har præsteret siden mærkningsvirksomheden så dagens lys for 60 år siden.
Det er især deklarationer til udlandet, som er gået frem. For godt to år siden indledte Varefakta et samarbejde med en britisk deklareringsvirksomhed, og det har sat Varefakta i stand til at levere deklarationer, som lever op til myndighedernes krav i ikke mindre end 80 lande. Deklarationsarbejdet til udlandet udgør i dag næsten en tredjedel af den samlede omsætning på 10 mio. kroner.
Varefakta er en selvejende institution, som indtil for få år siden var ledet af en bestyrelse af repræsentanter fra brancheorganisationer inden for dagligvarehandel, industri, forbrug og erhverv, og skal som sådan ikke tjene penge til investorer eller ejere. I 2013 fik virksomheden ny struktur præget af erfarne bestyrelsesfolk med formand Annette Kreiner i spidsen.