Den såkaldte fødevareklynge, der foruden produktionen af egentlige fødevarer blandt andet omfatter andre jordbrugsprodukter og agro-teknologi, skaber en samlet eksport på knap 150 mia. kroner, svarende til 24 procent af den samlede danske vareeksport. Det viser en opgørelse fra Landbrug & Fødevarer baseret på eksporttal fra Danmarks Statistik.
I 2012 var den samlede eksport fra fødevareklyngen på 148 mia. kroner, hvilket var 7,6 mia. kroner mere end året før. Det er den største eksport nogensinde fra fødevareklyngen, der har fordoblet sin eksport over de sidste 25 år. Europa aftog 68 procent af fødevareklyngens varer i 2012.
Fødevareklyngens eksport, der fremover vil erstatte tal for landbrugseksporten, er gjort op på en helt ny måde i forhold til landbrugseksporten.
Opdelingen af eksporten i landbrugsvarer og agroindustri vil fremover blive opdelt i egentlige fødevarer, såkaldte biobaserede produkter og agro-teknologi.
Den største ændring for fødevarer er, at fisk og skaldyr med mere, der tegner sig for en eksport på 18 mia. kroner, nu indgår på lige fod med andre fødevarer og er med til at trække den samlede eksport for sektoren op. Drikkevarer indgår nu også som fødevarer.