Fødevarestyrelsen har siden nytår fundet flere fugle med fugleinfluenza end normalt, oplyser styrelsen.
– Det er forventeligt, at vi ser flere døde fugle efter en lang og barsk vinter og ikke alarmerende, at flere af dem er døde med eller af fugleinfluenza, forklarer dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.
Influenzatypen H5N6 er ikke farlig for mennesker, og Fødevarestyrelsen ser ingen grund til yderligere restriktioner. Alle de fugle, der er fundet døde af H5N6, er vilde fugle. Det er måger, musvåger og ørne. De er fortrinsvist fundet i Nordvestjylland og Sydvestsjælland.
Et af fundene har dog vakt opmærksomhed, det var en kajakroer fandt døde svaner i Søndersø ved Maribo i slutningen af marts. En af svanerne er blevet testet positiv for fugleinfluenza. De resterende svaner er ikke blevet undersøgt.
Det forøgede antal fund bør mane til eftertanke hos professionelle og hobbyavlere, advarer Fødevarestyrelsen.
– Hvad enten man er professionel eller hobbyavler, skal man tænke sig om og forsøge at undgå, at man trækker smitte med ind på sin hønsefarm eller til sine hobbyhøns, siger Stig Mellergaard.
Derfor lyder rådet stadig, at man skal skifte fodtøj, inden man går ind til sine dyr. Såfremt der konstateres fugleinfluenza i en besætning i Danmark, lukkes al salg af fjerkræ til udlandet inden for 24 timer.