I jagten på at udvikle bæredygtige fødevarer, som kan brødføde verdens voksende befolkning, har forskere fra DTU Fødevareinstituttet sammen med AU Foulum udviklet en metode til at udvinde protein fra græs, så det kan bruges som proteinkilde i fødevarer. Aminosyresammensætningen ligner den, der findes i proteinkilder som soja, æg og valle. Miljø- og klimabelastningen ved fremstilling af græsprotein er dog betydelig mindre, oplyser instituttet i en pressemeddelelse.
For at udvinde proteindelen bliver græsset først kørt igennem en skruepresse, der fungerer som en stor juicer. Den deler råmaterialet i en fiberrig tørstofdel, som kan bruges til kvægfoder, og en proteinholdig væskedel. En efterfølgende behandling af væskedelen fraskiller proteinerne, som derefter bliver tørret til pulver.
Det udvundne proteinpulver kan sælges til en kilopris, der er cirka 10 gange højere, end hvis råvaren blev solgt som foder. Derudover kan tørstofdelen stadig sælges som kvægfoder, hvilket øger konceptets samlede rentabilitet og bæredygtighed.
Det er indtil videre lykkedes DTU Fødevareinstituttet at lave produkter som proteinbarer med et græsproteinindhold på op til 10%, uden at folk vrænger på næsen ad smagen. Det sker ved at fjerne noget af græssmagen eller tilsætte aromatiske ingredienser som peanutbutter, honning, ingefær og lakrids, der er med til at camouflere græssmagen.
Næste trin er at fjerne endnu mere af smagen og farven i proteinpulveret og teste proteinets egenskaber i et bredt udvalg af fødevareprodukter.