Køkkenfællesskabet Kitchen Collective indgår samarbejde med Teknologisk Institut, og det betyder, at fremover vil kulinariske iværksættere, også kendt som kitcheneurs, kunne leje sig ind i Teknologisk Instituts Foodture Lab i Agro Food Park i Skejby. Dermed deles Foodture Lab af flere kitcheneurs på én gang med hurtig og nem adgang til booking. Udlejning og udviklingsforløb til etablerede fødevarevirksomheder går fortsat direkte igennem Teknologisk Institut.
Foodture Laber et moderne udviklingskøkken med plads til udvikling og test af innovative løsninger indenfor fødevarer. Foodture Lab er på hele 230 m2 med 5 køkkenstationer. Har man ikke brug for al den plads som iværksætter, er der nu mulighed for at leje det på delebasis.
-Vi har længe ledt efter en løsning, hvor kulinariske iværksættere kan få adgang til Foodture lab på delebasis. Deleøkonomi er oppe i tiden, så hvorfor ikke bruge princippet på Foodture Lab. I stedet for at etablere vores egen model, var det oplagt at indgå i et samarbejde med Kitchen Collective, forklarer Stig Groven, Centerchef for Fødevareteknologi på Teknologisk Institut.
– En iværksætter vil aldrig nogensinde have mulighed for selv at investere i en facilitet som Foodture Lab. Der er masser af plads og alt det nyeste indenfor køkkenudstyr. Man kan bruge Foodture Lab til udvikling af nye madprodukter, eller udvikling af alternativ catering eller street food. Derudover forventer vi at bruge Foodture Lab til nogle af de netværksaftener, vi afholder for madiværksættere, fortæller Mia Maja fra Kitchen Collective.
Kitchen Collective er et køkkenfællesskab startet som et inkubationsmiljø på Aalborg Universitet CPH. Siden etableringen i 2015 har 83 kitcheneurs benyttet sig af Kitchen Collectives faciliteter og i dag deler 53 kitcheneurs 3 køkkener. Fremover vil Foodture Lab indgå som det fjerde køkken.