De danske forbrugere skal kunne træffe oplyste valg og have mulighed for at vælge økologisk, når de eller deres familie spiser ude, vælger daginstitution, skole eller plejehjem.
Derfor lancerer Fødevarestyrelsen en kampagne i perioden fra den 5. til 18. september for at øge kendskabet til Det Økologiske Spisemærke. Spisemærkerne vil især være synlige på de sociale medier med budskabet ”Vi har mærket de økologiske spisesteder for dig – kig efter spisemærket”.
Fredag den 9. september bliver en økologisk fejringsdag, hvor de køkkener og spisesteder der allerede har Det Økologiske Spisemærke, skal hyldes for deres indsats.
– Det røde Ø-mærke er i dag kendt blandt alle danske forbrugere, og kendskabet til Det Økologiske Spisemærke, som over 1750 offentlige og private spisesteder i dag kan brande sig med, er stødt stigende, lyder det fra Fødevarestyrelsen, der også har udviklet gratis materialer og web-bannere til download og bestilling via hjemmesiden http://www.øko-spisemærket.dk.