Stillet overfor valget mellem to umiddelbart ens is, vil to ud af tre danskere vælge den dansk producerede is frem for den udenlandske. Det viser en ny stor undersøgelse af danskernes ispræferencer, som analyseinstituttet Opeepl har gennemført. I undersøgelsen svarer 64 procent af deltagerne, at de foretrækker is produceret i Danmark, mens knap 35 procent giver udtryk for, at de er ligeglade med produktionslandet.
– Som dansk producent af flødeis er resultatet naturligvis positiv læsning for Premier Is. Vi har i Danmark et højt niveau i fødevareproduktionen, så dansk produktion er for mange forbrugere et kvalitetsstempel og en sikkerhed for, at produktet altid er i orden. Jeg ser samtidig et stort potentiale i dem, der giver udtryk for, at det ikke interesserer dem, hvor isen er produceret. Jeg tror, der er mange, der vil vælge dansk is, hvis de får større viden om råvarer, fx om isen er produceret på fløde eller på planteolie, siger Mogens Jønck, adm. dir. hos Premier Is.