For femte år i træk løber Mikkel Friis-Holm med prisen for verdens bedste chokolade ved weekendens prestigefulde International Chocolate Awards i London, bedre kendt som verdensmesterskaberne i chokolade. Ikke mindre end to Friis-Holm-chokolader, der er produceret på den nye danske chokoladefabrik i Hvalsø på Midtsjælland, kom øverst på skamlen i weekenden.
10 år som chokoladeproducent har bragt 47-årige Mikkel Friis-Holm fra Lejre vidt omkring. Først til Frankrig, hvor han har lært at mestre chokoladens håndværk, og tilbage til Danmark med åbning af egen chokoladefabrik, og i weekenden på skamlen ved verdensmesterskaberne i London. Friis-Holms chokolader har fem år i streg indkasseret branchens ypperste priser, og i fredags tog hele to Friis-Holm-chokolader guld ved International Chocolate Awards.
– Jeg er pavestolt over, at vi igen kan tage to store priser med hjem. For tre år siden rykkede jeg hele butikken hjem til Danmark, åbnede chokoladefabrik i Hvalsø, og det er da klart, at det er lidt af et sats. Heldigvis har det båret frugt, og det er fantastisk at stå med to vinderchokolader, der ikke er produceret i chokoladens højborg, Frankrig, men hjemme i vores helt egen andedam, siger Mikkel Friis-Holm til International Chocolate Awards i London.
Smagen er altafgørende
Mikkel er oprindeligt uddannet kok, og har altid haft den absolutte velsmag og en skyhøj etik som omdrejningspunkt for sine chokolader. Friis-Holm er blandt andet medstifter af Direct Cacao, hvor chokoladebønnerne forhandles direkte med bønderne og til en pris, der ofte er 3-5 gange højere end kakaobønner på børsen i New York.
– Det er fuldstændigt afgørende for mig, at Friis-Holms chokolader giver en god smag i munden, både i form af sensoriske kvaliteter, men i lige så høj grad i forhold til, hvordan de er produceret. Derfor handles mine kakaobønner så vidt muligt direkte med bønderne, så jeg kan sørge for, at avancen ikke bliver taget af mellemmænd, og så jeg ved, at bønderne har gode forhold. Jeg tænker sindssygt meget over, at vores supply chain skal hænge sammen. Af samme årsag flyttede jeg min produktion hjem, straks jeg fik muligheden, så arbejdspladserne bliver i Danmark, i stedet for at rykke til Frankrig, forklarer Mikkel Friis-Holm.
To Friis-Holm-chokolader løb med guld
Friis-Holm vandt guld i kategorien ”Mørke Mælkechokolade” med sin ”65% Dark Milk” og guld i bedste “Mørke Chokolade” med sin ”Chuno 70% tripple turned”. Sidstnævnte med hele 2 “underguldmedaljer” for bedste chokolade “Direct Trade” og “Best Chocolate Maker”. Læs mere om Friis-Holm-chokoladerne her.
Verdensmesterskaberne i chokolade
International Chocolate Awards er verdensmesterskaberne i chokolade, hvor dommerne først og fremmest dømmer ud fra smag. Der bliver derfor lagt stor vægt på kvaliteten af råvarerne, valg af kakaobønner m.m. og selve håndværket af chokoladeproducenten. Dommerne smager chokoladerne blindt og vurderer kvaliteten på 26 produktionstekniske og sensoriske parametre. Der gives én guldmedalje og maksimalt fem sølvmedaljer i hver kategori, baseret på samlet pointscore, og hvor vilde dommerne var med prøven.