Med en ny plan går Coop nu i gang med systematisk at forvandle emballage for alle koncernens egne varer, så dagligvarerne fremover vil være pakket på en langt mere bæredygtig måde. De første nye løsninger er allerede i Coops butikker.
Det indebærer, at ca. 4.000 produkter bliver gennemgået og deres emballage vil blive skiftet ud med emballage, der kan genanvendes, er produceret af genanvendelige materialer, og som kan bidrage til at reducere madspild. Samtidig vil forbruget af plast blive kraftigt reduceret og erstattes af plantebaserede materialer.
– I dag oplever mange forbrugere, at de bærer kæmpe mængder af emballage direkte i skraldespanden, når de kommer hjem fra supermarkedet. Og de oplever de voksende problemer med plast i naturen. Det er de trætte af. Derfor gør vi noget ved det nu, for vi har en del af nøglen til at skabe en grøn omstilling, siger Coops CSR-direktør Signe Frese, der peger på, at kunderne stiller krav om mindre emballage og mere bæredygtighed.
– Teknologien har udviklet sig de seneste 10 år, så vi i dag har langt bedre muligheder for at producere bedre emballager mere bæredygtigt og det er nødvendigt af hensyn til verdens tilstand, hvor vi i dag har et uholdbart højt ressourceforbrug.
Ros fra naturfolk
I Danmarks Naturfredningsforening anerkender men Coop for at have taget opgaven på sig og løst den særdeles seriøst.
– Vi glæder os over, at der ikke bare er tale om symbolpolitik og indsatser, der mest har markedsføringsværdi. Men det forpligter også og forventningerne til, at Coop når sine mål, er sat højt, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.
Coop er i gang at realisere strategien, og blandt de første varer, der er optimeret bæredygtighedsmæssigt kan nævnes vask- og rengøringsprodukter med Coops navn, der er i genanvendt plastic samt dåser, der er konverteret til tetrapak uden skadelig kemi samt vatpinde er nu uden plast.
De 6 trin i Coop-planen:
1. Fremtiden er cirkulær og derfor skal emballagen på alle Coops egne varemærker være stærkt genanvendelig.
2. Emballagen på Coops egne varemærker skal produceres af genanvendte materialer, hvor muligt.
3. Emballagen på Coops egne varemærker skal bestå af fornybare materialer, hvor genanvendte materialer ikke er muligt.
4. Fortsat arbejde for at udfase skadelig kemi fra emballagen.
5. Emballagens primære formål er at beskytte produkterne og Coop vil optimere emballagen på de produkter der forsager mest spild hos forbrugerne.
6. Reduceret brug af konventionel plastik i emballage og engangsprodukter ved at udfase engangsprodukter af plastik og unødvendig emballage samt omstille til biobaserede- og genanvendte materialer.