Taler man med sine forbrugere, får man et bedre produkt, som i sidste ende sælger bedre. Så enkelt kan ligningen stilles op, hvis man spørger Cloetta, som leverer et væld af slik-klassikere som Skippers Pipes, Malaco, Lagerman Konfekt, Läkerol, Juleskum og Center Chokolade.
Topmødet for Slikmunde, som foregår i to af landets største byer her i oktober, er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor Cloettas forbrugerpanel med 300 danskere i alle aldre, kaldet Slikmundene, mødes for at smage på nye og eksisterende slikvarianter og give deres uforbeholdne mening om smag, konsistens, indpakning og pris.
”Det plejer at være en sand fornøjelse, hvor vi giver af os selv, vores historie og vores produkter, men får det hele igen, fordi vi lærer meget om vores forbrugere, og hvad de kan lide. Denne indsigt er enormt vigtig for os for at få succes med vores lanceringer,” siger marketing manager Marie Lykke Jensen fra Cloetta.
I år skal Slikmundende blandt andet smage på nylanceringen Mini Flipper og en ny satsning inden for voksensegmentet, og give deres ærlige mening til kende.
Forbrugernes input er guld værd
Danskerne er et af verdens mest slik-elskende folk. For få år tilbage blev vores forbrug opgjort til 8,18 kg slik årligt pr. dansker, hvilket gav os en global andenplads, kun overhalet af Finland.
Netop derfor er vigtigheden af forbrugerinvolvering i udviklingen af nye produkter også alfa og omega for Cloetta.
”Slikmundenes dom over de nye produkter påvirker vores beslutningsprocesser meget direkte. Selvom Cloetta er mangeårige eksperter på konfekture og slik, er forbrugernes input guld værd for os, for vi får simpelthen et bedre produkt ud af det. Vi får uvurderlig viden om præferencer, vaner og smag, som vi også kan bruge som salgsargumenter overfor de handlende,” påpeger Marie Lykke Jensen.
Topmødet for Slikmunde vil blive afholdt i Århus d. 24 oktober og København d. 27 oktober.
Lige nu optages der ikke flere nye slikmunde, men man håber at kunne åbne for flere nye i 2017.