Tre bryggerier undersøges for at aftale priser i Indien.
Carlsbergs kontor i Indien er blevet ransaget. Bryggeriet er sammen United Breweries og AB Inbev mistænkt for kartelvirksomhed. Det skriver Ritzau med reference til internationale nyhedsmedier. Undersøgelser af bryggerierne har ifølge Reuters stået på i mere end ét år efter mailkorrespondancer mellem bryggerierne viste, at de har aftalt at samstemme deres priser.
Der er specielle prisregler for øl i Indien, idet de statslige myndigheder fastlægger prisen ved at tilføje afgifter og skatter til den pris, der kommer fra bryggerierne. Ingen af de tre bryggerier ønsker over for Reuters at kommentere sagen, der opstod efter en såkaldt whistleblower havde henvendt sig til myndighederne. I Indien kan whistleblowere opnå en lavere straf, hvis de melder sig selv.
Carlsbergs pressechef, Kasper Elbjørn, ønsker over for Ritzau Finans ikke at kommentere sagen, men henviser til den indiske afdeling. I en mail til Ritzau Finans bekræfter Dhiraj Kapur, der er vicepræsident i Carlsberg India, at bryggeriet er i kontakt med de indiske myndigheder.
– Vi kan ikke kommentere detaljerne i igangværende undersøgelser af myndighederne. På dette tidspunkt samarbejder vi med fuldt ud med Indiens konkurrencemyndigheder, skriver han.