Når INTERNORGA igen slår dørene op til årets messe den 17. marts 2017, vil de 12 udsolgte messehaller midt i Hamborg summe af liv og dufte af mad.
Messen forventer igen i år ca. 95.000 besøgende, typisk indkøbere og andre beslutningstagere fra engrosvirksomheder, som leverer til storkøkkener, hoteller, catering- og restaurationsvirksomheder, bagerier samt konditorier. Men også restauratører og andre erhvervsdrivende fra branchen, som søger ny inspiration og produktnyheder.
De besøgende får rig lejlighed til at se nyheder inden for Food trends, køkkenteknik, borddækning og meget mere, når de i dagene 17.- 21. marts besøger de 1.300 udstillere fra 25 forskellige lande.
Det vigtigste trækplaster for beslutningstagere over hele verden er Foodservice-forum, som er Europas største professionelle catering-konference med over 2300 deltagere.
Messen er kendt for løbende at forny sig og byde på spændende tiltag og i 2017 er der ekstra fokus på det gode bagerhåndværk i Baker´s Blue Box og konditorerne kan vise deres kunnen frem på Back Stage. Af andre spændende tiltag, kan nævnes kokkekonkurrencen Next Chef Award, den flotte bordopdækning SKYWALK Table og Craft Beer Arena.
CRAFT BEER Arena havde sin debut i 2015 og allerede i 2016 havde dette område for specialøl 30 stande og i år kan de besøgende smage på endnu flere spændende øl fra alverdens mikrobryggerier.
INTERNORGA har traditionelt set, altid haft nogle spændende danske udstillere, så som Jeros A/S og Jøni A/S der begge står i messens område for storkøkkenudstyr.
Som ny udstiller på messen finder vi blandt andre Amanda Seafood, som vil præsentere deres innovative fiskeprodukter for et internationalt publikum. ”Vi glæder os til at præsentere vores Pulled Salmon, som er et velsmagende og sundt alternativ” siger Michael Harboe, Export Manager hos Amanda Seafood. Michael fremhæver også det lidt mere eksotiske produkt fiskefrikadeller med tang, men fællesnævneren er ”Convenience”, det skal være nemt, sundt og lækkert at spise fisk.
Den danske repræsentant for Hamburg Messe & Congress, Standesign A/S glæder sig over den store danske interesse fra både udstillere og besøgende. ”Hamborg ligger kun et stenkast fra Danmark og vi oplever at mange kører ud og hjem samme dag, men mange spørger også efter overnatningsmuligheder” siger Messeagent, Elisabeth Nørgaard fra Standesign A/S