Det første halvår af 2016 har været godt for bryggeriet Royal Unibrew. Pænt sommervejr i Europa og øget salg i Finland har hjulpet på finanserne. Det hjalp til at sende omsætningen i halvåret op til 3,2 milliarder kroner, mere end 200 millioner kroner over samme periode sidste år.
– Vi er tilfredse med det fortsat positive momentum i omsætning og indtjening på trods af udfordrende markedsforhold på flere markeder. Det er drevet af en stærk kommerciel agenda samt et højt innovationsniveau, skriver administrerende direktør Henrik Brandt i regnskabet.
Overskuddet fulgte med stigningen i salget. Royal Unibrew kunne notere sig et nettoresultat på 364 millioner kroner fra 322 millioner kroner i første halvår 2015. Ifølge selskabet er bevægelsen mod specialøl fortsat dominerende, og derfor vil Royal Unibrew satse endnu mere på området.
– For yderligere at styrke vores innovationskraft og muligheden for at eksperimentere i små-skala størrelse inden for craft-beer til glæde for vores forbrugere og kunder har vi besluttet at etablere et mikrobryggeri i tilknytning til Albani-bryggeriet i Odense, skriver Henrik Brandt.
Ud over en kampagne i Finland nævner han, at man har fået hjælp af bedre vejr i Vesteuropa i halvåret.
– Vejret i Vesteuropa og Baltikum har været væsentligt bedre end forventet og i 2015, hvor vejret var dårligere end normalt, mens vejret i Nordeuropa hidtil har været dårligere end normalt og også dårligere end i 2015, skriver ledelsen af Royal Unibrew i regnskabet.