Vivino ændrede fundamentalt måden, vi opdager og vurderer vin på. Nu vil medstifter Theis Søndergaard gentage succesen i den hastigt voksende alkoholfrie kategori med sin nye platform og app Dry Boots, der guider forbrugerne til de bedste alkoholfrie alternativer inden for vin, øl, spiritus, mocktails og gastronomiske juicer.

De seneste år har markedet for alkoholfrie drikkevarer gennemgået en markant udvikling. Store supermarkedskæder melder om eksplosiv vækst, og en ny generation af producenter leverer kvalitetsprodukter til forbrugere, der ønsker gode smagsoplevelser – også når de vælger alkohol fra. Udvalget er dog blevet så bredt, at det kan være svært at bevare overblikket. Det er netop den udfordring, Vivino-medstifter Theis Søndergaard vil løse med sin nye platform Dry Boots.
”Da vi skabte Vivino, handlede det om at gøre vinverdenen mere tilgængelig. Jeg oplever i dag det samme behov i den alkoholfrie kategori, som er eksploderet med mange spændende producenter og helt nye kvaliteter,” siger Theis Søndergaard og fortsætter:
”Jeg drikker selv markant mindre end tidligere, og i forbindelse med at jeg blev far for tredje gang tidligere i år, dykkede jeg igen ned i det alkoholfrie univers. Det var tydeligt, at der manglede et sted, hvor man både kan få overblik, viden og adgang til produkter, der rent faktisk smager godt. Det er præcis det, Dry Boots skal levere.”
Dry Boots lanceres med støtte fra en række erfarne tech- og startup-profiler.
”Jeg har savnet alkoholfrie alternativer, der virkelig leverer på smag, så potentialet i Dry Boots var for mig helt tydeligt. platformen rammer et globalt nolo-marked i massiv vækst og en sober curious livsstil, som mange identificerer sig med. Kombinationen af et stærkt team, et tydeligt brugerbehov og et marked i hastig udvikling gør casen virkelig stærk,” siger investor Camilla Ley Valentin.
Tæt partnerskab med NOLO Collective sikrer kvaliteten
Dry Boots bliver både en platform for anmeldelser og et sted, hvor brugerne kan købe nøje udvalgte produkter. For at sikre et sortiment af højeste kvalitet lanceres platformen i tæt partnerskab med NOLO Collective, Nordens førende distributør og kurator af alkoholfrie premiumprodukter.
”Hvis vi skal gøre det let at vælge alkoholfrie kvalitetsdrikkevarer, skal vi også vise brugerne det bedste af det bedste. NOLO Collective har et af de stærkeste sortimenter i Norden og den dybeste faglighed inden for genren. De er en naturlig launch-partner for os, og de er helt centrale i kurateringen af vores udvalg,” siger Theis Søndergaard.
Som en del af lanceringen tilbyder Dry Boots en række smagekasser, sammensat i samarbejde med NOLO Collective, der præsenterer brugerne for de mest spændende producenter, stilarter og kategorier på markedet.
“Samarbejdet betyder, at brugerne fra første dag får adgang til produkter, man normalt kun finder hos specialiserede importører og toprestauranter. Responsen på de første kasser har været overvældende positiv,” siger Theis Søndergaard.

