Efterspørgslen efter vegetariske retter i landets kantiner og skoler stiller krav til personalet i landets professionelle køkkener. For at hjælpe disse på vej har fødevareministeriet lanceret en række kostråd til vegetariske måltider, som har til formål at vejlede personalet til at lave sunde og klimavenlige retter uden kød og fisk, når de svinger grydeskeerne i køkkenerne landet over.
Med de nye vegetariske kostråd følger en række principper, en råvareoversigt og en vejledning i portionsstørrelser, så man sikrer sig at retterne bidrager med de næringsstoffer, som udelades, når kød og fisk ikke indgår i retten. Det skal gøre det nemmere at sammensætte en sund og mere klimavenlig kost i kantinen eller på skolen.
– Meget tyder på, at bevægelsen mod flere plantebaserede måltider kun vokser sig større og større. Flere danskere fravælger kød og fisk helt eller delvist – måske især, når vi bliver tilbudt en lækker vegetarisk ret til frokost på vores arbejdsplads eller skole. Derfor skal vores madprofessionelle i køkkenerne landet over selvfølgelig også have en række kostråd at navigere efter, når de sammensætter næringsrige vegetariske måltider til gavn for både sundhed og klima, siger fødevareminister Rasmus Prehn.
De konkrete råd og værktøjer kan nu findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside, altomkost.dk og lyder blandt andet:
- Lad grøntsager og frugter udgøre mindst 1/3 af alle måltider
- Husk mørkegrønne grøntsager
- Tilbyd bælgfrugter i de fleste måltider
- Husk æg
- Brug oftest planteolier
- Brug ofte nødder og frø
- Vælg primært fuldkorn
- Variér med kartofler
- Brug mælkeprodukter og ost i moderate mængder
– Et generelt råd til tilberedning af vegetariske måltider er at skrue op for bælgfrugter og æg, men f.eks. også frø. Vi håber, at vi med det nye digitale materiale kan gøre det nemmere og mere overskueligt for landets køkkener at sammensætte sunde, vegetariske retter, som indeholder de næringsstoffer, vi har brug for, fortæller enhedschef i Fødevarestyrelsen, Anne Pøhl Enevoldsen.