På baggrund af fortsat vækst investerer Valsemøllen A/S nu et større tocifret millionbeløb i en ny havremølle med pakkeri i tilknytning til virksomhedens mølle i Køge. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
– 2013 var endnu et godt år for Valsemøllen med større markedsandele og øget omsætning til detailhandlen, siger adm. direktør Niels Brinch-Nielsen, Valsemøllen A/S:
– Vi har godt fat i markedet for sundere morgenmadsprodukter, og vi kan se, at der er behov for udbygning, hvis vi skal følge med efterspørgslen. Vores nuværende produktion i Svendborg er af ældre dato og har begrænset kapacitet, og derfor vælger vi at investere i en ny havremølle i Køge, siger han.
Havremøllen skal bruges til at forarbejde havregryn samt til specialprodukter som eksempelvis dampede rug- og hvedekerner.
Aktuelt er projekteringen undervejs, og byggeriet sættes i gang umiddelbart efter. Den ny mølle og pakkeriet vil stå klar medio 2014 og have en kapacitet, der dækker behovet i Danmark mange år fremover.