Hvis en bager har tre caféborde i hjørnet af butikken, skal de ansatte så have mundbind på – skal kunderne? Det venter branchen stadig svar på efter gårsdagens udmelding om nye regler i hovedstadsområdet.
– Det er usikkerheden, der er værst. For risikerer vores kunder at få en bøde, hvis de går til bageren efter morgenbrød uden at have maske på?
Sådan spørger administrerende direktør hos Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), Michael Kjær Pedersen, efter udmeldingen fra regeringen om nye stramme tiltag mod covid-19 i 17 kommuner i hovedstadsområdet.
Det er udelukkende kravet om at befolkningen skal bære mundbind på restauranter, barer og cafeer, der får bagermestre til at undre sig og frygte enten bøder eller at man indkøber masker til ingen verdens nytte.
For hvor går grænsen for hvilke virksomheder der er omfattet? På sundhedsministeriets hjemmeside fremgår det, at tiltaget er rettet mod nattelivet og restaurationsbranchen i København. Men samtidig skriver Ministeriet videre ”Der indføres krav om brug af mundbind eller visir på restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder – dog ikke, når man sidder ned. Kravet gælder både gæster og ansatte, der har kontakt med gæster…”
Og det er netop formuleringen ”lignende serveringssteder” som skaber usikkerheden både i forhold til retstillingen for den enkelte virksomhed, og i forhold til at kunne skabe et trygt og sikkert rum for kunder og gæster.
– Vores medlemmer lever af at have tilfredse kunder, som får en god oplevelse, når de kommer ind for at handle brød, kager og kaffe eller når de lige får et velfortjent break i den daglige trummerum i vores cafeområder. Derfor er vi også meget optaget af at gøre det rigtige og kunne fortælle vores kunder hvad vi gør og hvorfor vi gør det, siger Michael Kjær Pedersen.
Og det er netop i denne forventningsafstemning at en del af de københavnske bagerier og konditorier bliver udfordret. For en stor del af dem har ud over salget af brød og kager over disk også en cafe eller enkelte borde og stole i eller uden for butikken.
– Her kommer vores medlemmer på usikker grund både overfor myndighederne, men så sandligt også over for kunderne. For er de omfattet er påbuddet? Bager- og konditorvirksomheder har traditionelt set altid været anset som værende detailhandel uagtet, at en del af deres forretning er cafevirksomhed. Så svaret må vel være, at de ikke er omfattet af kravet om mundbind. Men er det rigtigt? Spørger BKD-direktøren og fortsætter.
– Vi venter stadig på svar fra myndighederne og vi har brug for en hurtig afklaring. Hvis der skal købes værnemidler hjem, så skal det ske i dag – for mange af vores virksomheder åbner kl. 6 i morgen tidligt og forlanger myndighederne mundbind, så skal kunderne også vide, at der er mundbindskrav hos bageren fordi det er muligt at sidde i hjørnet og drikke en kop kaffe og spise en spandauer, siger Michael Kjær Pedersen.
Han ser frem til at politikerne på Christiansborg får taget en hurtig beslutning, og håber at intensionen i den oprindelige beslutning bliver fastholdt således, at mundbindet alene skal på i nattelivet og ved besøg på restauranter.