Fra den 26. november til den 28. februar styrker Fødevarestyrelsen kontrol og vejledning af fødevarevirksomheders efterlevelse af corona-reglerne. Indsatsen sker i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet og skal hjælpe virksomheder med at overholde regler i forsamlingsbekendtgørelsen og dermed begrænse spredningen af smitte med COVID-19.
Kontrollen vil ske som tillæg til den almindelige fødevarekontrol, og indsatsen skal sikre:
- At krav til lokaler overholdes, så det er muligt at holde god afstand.
- At der er ophængt korrekt informationsmateriale.
- At håndsprit eller håndvask med sæbe er tilgængeligt.
Kontrollen vil ske i følgende virksomheder:
- Dagligvarebutikker
- Restauranter/caféer
- Kiosker
- Bar/værtshuse
- Specialforretninger (slagtere, bagere mv.)
De tilsynsførende vejleder efter behov og ønsker og vil have fokus på, hvordan I som virksomhed bedst muligt overholder og hjælper jeres kunder til at overholde sundhedsmyndighedernes regler. Indsatsen har i foråret været varetaget af politiet, så for mange virksomheder er reglerne og kravene velkendte. Denne ekstra kontrol har ikke indflydelse på kontrolresultatet, og dermed den smiley der gives ved kontrolbesøgets slutning.