Sæsonens anden pop-up restaurant i Det japanske Tårn i Tivoli er noget så specielt som en to-stjernet tysk restaurant med fokus på det bæredygtige og veganske. Restaurant Lafleur med køkkenchef Andreas Krolik i spidsen præsenterer Tivolis gæster for mad, der nærmest eksploderer med smag og kompleksitet – både i en 100 procent vegansk version og en version med kød og skaldyr.

”Intens og fuldstændig sammenhængende moderne cuisine, med tydelige rødder i det klassiske.” og ”Imponerende præcision og stor dybde i smagene.”
Det er blot nogle af de rosende ord, som Michelin-guiden sender efter Restaurant Lafleur og køkkenchef Andreas Krolik sammen med to af guidens eftertragtede stjerner, som kommer med prædikatet; ”en omvej værd.”
Den omvej bliver nu en del kortere – for danske gæster i hvert fald. Andreas Krolik og resten af holdet fra Lafleur rykker nemlig ind i Det japanske Tårn i hjertet af København og laver pop-up restaurant i juni måned. Man kan således nøjes med en tur i Tivoli i stedet for at rejse til Frankfurt, for at opleve Lafleurs helt unikke smagsunivers.
Banebrydende topgastronomi
For Andreas Kroliks køkken er ikke som så meget andet. Hans restaurant Lafleur er banebrydende inden for grøn og vegansk mad og formår som få andre at kombinere det veganske køkken med et dybt og komplekst smagsunivers.
Andreas Kroliks nysgerrighed og insisteren på at forny sin mad har karakteriseret ham gennem hele hans karriere, og han har arbejdet med grøn, bæredygtig og vegansk topgastronomi længe før, det kom på mode i gourmetkredse.
Til juni kan Tivolis gæster opleve de unikke og intense smage og smukke, farverige serveringer, som Lafleur er blevet kendt for langt ud over Tysklands grænser. I Tivoli kan man – ligesom på moderrestauranten – vælge mellem to menuer; En der er udelukkende vegansk og en der bl.a. indeholder retter med smukt rosa-stegt kalvekød og jomfruhummer.
”Tivolis gæster kan se frem til den fulde Lafleur-oplevelse – overraskende, sæsonbetonet og fuld af smag. Vores menu afspejler sæsonen og kombineres med store tyske vine fra vores berømte vinkælder. Menuen er karakteriseret ved de kraftige og aromatiske saucer og smagsindtryk, som er retternes sjæl – frugtige, urteagtige, intense, kraftige. Det er kort sagt den samlede Lafleur-oplevelse og hele holdet, vi har med til Tivoli. Den eneste forskel er, at Frankfurt er skiftet ud med smukke Tivoli,” sige Andreas Krolik siger om at besøge Tivoli.