Da spiseguiden White Guide skulle uddele prisen til Årets Bedste Restaurant 2022 var der særdeles tæt løb. Blot to point ud af guidens 100 skilte de to. I sidste ende løb Alchemist med titlen, mens Noma og Geranium måtte tage til takke med henholdsvis 2. og 3. pladsen.
De repræsenterer alle en restaurant, der byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Vinderen af Årets Bedste Restaurant kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint, max 100 i alt, der udgøres af mad (max. 40), drikkevarer (max 20), service (max 20) og miljø og stemning (max 20). Såfremt flere restauranter opnår samme antal totalpoint, er madpointene afgørende.
Jordnær og Kadeau København deler 4. pladsen, AOC tager 6. pladsen, Frederikshøj og Søllerød Kro deler 7. pladsen mens Lyst og Mielcke & Hurtigkarl deler 9. pladsen.