Sushikæden Sticks’n’Sushi runder 500 mio. kr. i omsætning og opnår samtidig selskabets bedste resultat nogensinde. Vækst i Storbritannien, fastholdelse af medarbejdere og styrket takeaway er blandt nøglerne til det rekordstore regnskab.

Siden den første restaurant åbnede i Nansensgade i 1994, har danskernes smag for sushi og en klar vision for virksomheden gjort Sticks’n’Sushi til Danmarks mest markante sushisucces, der siden er vokset ud over landets grænser. Nu kan restaurantkæden afsløre det bedste regnskab i deres 28 år lange historie. Sticks’n’Sushi runder 500 mio. kroner i omsætning og lander et rekordstort EBITDA på 51,5 mio. kroner.
I dag driver kæden tolv restauranter i Danmark, ni lokationer i Storbritannien og snart tre i Tyskland – og særligt det britiske marked har været afgørende for det historiske resultat. Her har Sticks’n’Sushi blandt andet haft succes med åbningen af fire ”delivery kitchens”, der udelukkende fokuserer på takeaway.
– Vi åbnede i London for første gang i marts 2012, og nu begynder vi at mærke effekten af det hårde og vedholdende arbejde på et voldsomt konkurrencepræget marked. I dag har vores britiske restauranter faktisk overhalet de danske på omsætning, og jeg forventer, at det fortsat er vores største marked i 2022, siger Andreas Karlsson, CEO i Sticks’n’Sushi.
Vandt med eksklusiv takeaway
Det forgangne år har været tumultøst for restaurationsbranchen, og restauratører i hele Europa var nødsagede til at tænke nyt og ændre strategien for at imødekomme nye forbrugsmønstre. I Stick’n’Sushi havde man allerede et veludviklet setup for takeaway, og deres eksklusive profil viste sig at være efterspurgt på alle markeder.
– Der var lange perioder, hvor folk ikke kunne gå på restaurant, men stadig ville lave en restaurantlignende oplevelse. Her tror jeg, at vi ramte den helt rette balance mellem smag, æstetik og convenience. Det kommer også til at påvirke os fremadrettet, hvor vi vil videreudvikle på vores takeaway, siger Anders Kjørup, der er kommerciel direktør i kæden.
Direktøren understreger dog at Sticks’n’Sushi er en restaurant før noget andet.
– Jeg mener stadig, at vi giver de bedste oplevelser i restauranterne. Vi vil først og fremmest være en restaurant, gæsterne besøger – med et knivskarpt fokus på gastronomi, æstetik og service. Det er vi født ud af, og det er her, vi er allerbedst, siger Anders Kjørup.
Tyskland er næste skridt
Ifølge den administrerende direktør Andreas Karlsson vil Tyskland være hovedfokus for ekspansion og for at etablere brandet yderligere i den tyske hovedstad. Samtidig vil kæden konsolidere deres danske forretning og bygge videre på den flotte vækst på det britiske marked.
– Vi har opbygget et stærkt brand i Storbritannien og ikke mindst i Danmark. Det er vores ambition på sigt at få samme tilstedeværelse og brand i Berlin. Vi har åbnet to restauranter, har en tredje lige på trapperne og leder aktivt efter fjerde og femte lokation. Samtidig skal vi på tværs af de tre markeder styrke forretningen, sikre at vores menuer rammer gæsternes smag og udvikle vores medarbejdere, der har været altafgørende for vores gode resultater gennem det sidste år, siger Andreas Karlsson, der samtidig fremhæver det nye ledelsesteam som en vigtig årsag til den store fremgang.