Sticks’n’Sushi leverer for tredje år i træk rekordhøj omsætning med 779 mio. kroner. Restaurantgruppen har med en række nye restaurantåbninger cementeret sin stærke position i både Storbritannien og Tyskland i et år præget af inflation og forsyningskrise.

I mere end 29 år har Sticks’n’Sushi med rødder i både japansk og dansk gastronomi leveret en unik kombination af traditionel sushi og yakitori-sticks til glade restaurantgæster i Danmark, Tyskland og Storbritannien.
For tredje år i træk kan Sticks’n’Sushi præsentere historiske tal med 779 mio. kr. i omsætning og et EBITDA på 61,4 mio. kr. Sammenlignet med sidste års omsætning på 732 mio. kr er det en fremgang på 6,4 pct. på toplinjen.
Udvidelse af britisk marked
Væksten er drevet af en solid forankring i Danmark og en fortsat udvidelse af det britiske marked med åbningen af tre restauranter i White City, Shoreditch og Kingston-Upon-Thames. Samtidig er en milepæl nået i Tyskland med åbningen af den tredje restaurant på Torstrasse i Berlin. Dermed består restaurantgruppen i dag af 27 restauranter og tre cateringkøkkener.
“Vi vækster igen, men det er ingen hemmelighed, at det har været et hårdt år, hvor markedet har været presset med inflation og eksplosivt stigende energipriser. For os har det været vigtigt ikke at sende hele regningen videre til vores gæster i form af prisstigninger, og det er klart, at det kan mærkes, men vi er ikke i tvivl om, at det er den rette strategi i det lange løb, siger Anders Kjørup, kommerciel direktør hos Sticks’n’Sushi og fortsætter.
“Vi ser igen i år en bundsolid forretning på det danske marked, hvor vi i år blandt andet har investeret i en specialbygget Food Truck, der har løftet vores catering og B2B-salg til et helt nyt niveau med positive tilbagemeldinger fra glade festivalgæster og ikke mindst arrangørerne. I UK har vi præsteret en stærk vækst i B2B-salget med åbningen af tre cateringkøkkener dedikeret til at producere og levere frisklavet sushi til hele London.”
Sticks’n’Sushi har således i et udfordrende marked formået både at øge omsætningen og levere den høje kvalitet i service og gæsteoplevelser, som har været afgørende for restaurantgruppens succes gennem snart 30 år.
“Vores medarbejdere er kernen i vores forretning, og vi er dybt afhængige af deres passion, dedikation og ekspertise, som er afgørende for at sikre den høje kvalitet og den unikke oplevelse, vores gæster oplever hver eneste dag,” siger Andreas Karlsson, CEO i Sticks’n’Sushi.
Digital innovation og ny ESG-strategi
Sticks’n’Sushi har foruden investeringer i tre nye restauranter fokuseret på innovation i den digitale del af forretningen. Med lanceringen af loyalitetsprogrammet Flittig Fisker har Sticks’n’Sushi med en nyudviklet app styrket kundeloyaliteten og forbedret den digitale kundeoplevelse – især i forbindelse med bestilling af takeaway.
Ligeledes har restaurantgruppens engagement i bæredygtighed også været et stort fokusområde i løbet af det seneste regnskabsår. Konkret har det udmøntet sig i udviklingen og implementeringen af en ny ESG-strategi, der sætter retningen for Sticks’n’Sushi i de kommende tre år.
“Vi arbejder på konstant at glæde vores gæster og skabe de bedst mulige oplevelser for dem. Derfor skal vi fortsætte med at udfordre og udvikle os selv i alle aspekter af forretningen. Det gælder i køkkenet, i vores rekruttering og ude i vores restauranter. Vi er meget optimistiske og forventer at fortsætte vores positive udvikling, trods de udfordringer, som den globale situation medfører,” siger Andreas Karlsson.