Ny rekordomsætning og et mindre underskud end forventet giver tilfredshed hos den vestjyske whiskyproducent Stauning Whisky. Ifølge direktøren i Danmarks største destilleri investeres der i en større opskalering på flere kernemarkeder.
Hos Stauning Whisky, der er landets største destilleri, gælder det om at kigge ind i fremtiden og forudse, hvor meget whisky de kan sælge om 3-5 år. Den svære øvelse går godt og bedre end planlagt, hvis man spørger deres direktør Lasse Vesterby. Virksomheden lander et mindre underskud end forventet og laver samtidig en rekordomsætning på tværs af alle markeder.
– Selvom vi har haft nogle virkelig positive år med vækst og stigende salg, så ligger de bedste år foran os. Helt planmæssigt har fokus været at opdyrke de nye kernemarkeder, der skal levere den fremtidige vækst, fortæller Lasse Vesterby, der også er én af de oprindelige medstiftere af destilleriet.
Skaleringen i udlandet har krævet ekstra investeringer på den korte bane, men er ifølge direktøren kritisk for at forløse den store efterspørgsel på dansk high-end whisky, hvilket også er reflekteres på bundlinjen i årsregnskabet, hvor virksomheden lander et underskud på cirka syv millioner kroner. Men trods et planlagt underskud er resultatet markant bedre end deres oprindelige forventninger.
– Vi er en produktionsvirksomhed med et produkt, der lagres i flere år, før kan vi sælge vores flasker. Vi skal ikke bare forberede næste års efterspørgsel, men efterspørgslen om to, tre og fire år frem i tiden. Vi kigger helt som forventet på røde tal nu, men overgår vores egne forhåbninger til salg og resultat. Faktisk kunne vi have solgt mere, og vores gode kunder ved, der har været udsolgt i længere perioder. Et større salg i 2021 ville betyde, at vi mangler whisky i 2022, siger Lasse Vesterby, CEO og medstifter af Stauning Whisky.
Regnskabet viser markante investeringer i salg og marketing, nye it-løsninger og flere ansatte. Stauning Whisky gik fra 22 fuldtidsstillinger i 2021 til nu at være cirka 36 ansatte fordelt på fuld og deltid. Mange af de nye medarbejdere er ansat lokalt i de kommende vækstdrivende markeder som f.eks. England, Frankrig og Tyskland.
– Årsregnskabet tydeliggør vores klargøring til den massive skalering, vi er i gang med. Vi har et mål om at eksportere til endnu flere markeder, og det kræver de rette mennesker, tid og en masse produkter til fremtidens efterspørgsel. Og så kræver det tålmodighed, når vi har et kvalitetsprodukt, der kræver tid at lave, udtaler Lasse Vesterby.
Dansk whisky ender på de store markeder
Efterspørgslen er stor i hele verden, og derfor er der fuld gang i kobberkedlerne på whiskydestilleriet i det vestjyske.
– Vi vil ud i hele verden og ser på udviklingsmarkeder i Europa og Asien. Vi har gradvist skaleret siden 2018 og har skruet markant op for produktionen. I år producerer vi omtrent 700.000 liter whisky, hvilket også er en rekord, siger whiskydirektøren, der forventer at øge produktionen endnu mere i løbet af de kommende år.
Stauning Whiskys primære markeder af Danmark, USA, England, Frankrig, Sverige og Tyskland, hvor de står samlet for 80 pct af salget.
Læs mere om Stauning Whisky: Danskere bringer whiskyen tilbage til dens rødder