– Det er svært at få overblik over om det er rentabelt af åbne eller ej, fordi vi mangler svar på kompensationsordningerne. Ingen i denne branche har råd til at træffe en dårlig beslutning på det her tidspunkt, hvor alle skubber massive mængder af gæld foran sig. For at kunne træffe en sund beslutning for virksomheden og medarbejderne har vi brug for to ting – et sæt retningslinjer og en oversigt over kompensationsordninger. Nu har vi fået retningslinjerne – så mangler vi blot afklaring for kompensationsordningerne, udtaler Freja Brandhøj, politisk chef i Danmarks Restauranter og Caféer (DRC) efter det onsdag blev meldt ud, genåbningen af udeserveringen vil medføre lempelser og krav.
Mens coronapasset stadig skal fremvises, byder udeservering på en fjernelse af arealkravet, lempelse på afstand mellem gæster – gæster i samme selvskab vil nu kunne rykkes sammen og restauratørerne må holde åbent for udeservering frem til klokken 22.
– Et coronapas i udeserveringen giver ingen mening, når man frit kan købe takeaway og sætte sig lige op og ned ad udeserveringen. Vi hører positive toner fra Christiansborg og håber, at coronapasset i udeserveringen bliver sløjfet allerede i morgen (torsdag d. 15/4, red.) – for det giver ingen mening, fortsætter Freja Brandhøj.
Det lyder videre fra DRC, at de efterlyser klar udmelding om kompensationsordningerne, der i skrivende stund potentielt kan rive tæppet væk under en stor del af branchen, der ikke har mulighed for udeservering.
– I DRC har vi over de seneste måneder appelleret til en samlet genåbning af branchen frem for en isoleret udeservering. For udeserveringen gør desværre, at hele branchen ryger ud af ordningen om fuld kompensation, også selvom de ikke har mulighed for at have udeservering, udtaler Freja Brandhøj.