Efter en ufrivillig corona pause vender kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem tilbage på havnen i Gudhjem.
I 2021 blev den anerkendte kokkekonkurrence flyttet til nabobyen og grundet corona afholdt under noget andre rammer end den plejer.
Læs mere om Sol over Gudhjem: Smagen af Bornholm i Food&Drink
Men nu er konkurrencen tilbage i fuld vigør og med et helt exceptionelt felt, der består af:
Andreas T. Møller
Andreas er forsvarende mester. Han vandt konkurrencen i 2021, da den uden publikum blev afholdt på Melstedgård. Til dagligt er han souschef på Restaurant Møntergade i København, og han var med sine 28 år feltets yngste, da han sidste år vandt over Mette Dahlgaard, Gabriel Hedlund og Mathias Sejer. Vi glæder os til at have ham på scenen igen.
Nick Curtin
Nick er den amerikanske køkkenchef på den et-stjernede Amager-restaurant ”Alouette”. Et kæmpe talent, der bl.a. har arbejdet sammen med Mads Refslund på ACME i New York, inden han kom til Danmark og endte med at åbne Alouette. Og tak for det. Der vil blive knoklet for fulde gardiner, når Nick Curtin går i konkurrencekøkkenet på havnen i Gudhjem.
Torsten Vildgaard
Torsten er et stærkt kort i årets konkurrence. Han har været både kreativ chef og manager på Noma og derimellem drev han Restaurant Studio, der hurtigt fik en Michelin-stjerne. Og så var Torsten deltager i den allerførste konkurrence i Gudhjem i 2009. En kæmpe chef, der bliver svær at slå. Vild, vildere, Vildgaard.
David Fischer
Østerbros pastakonge, kendt for sin legendariske ”Cacio e pepe”, har været i køkkenet hos Hurtigkarl og på La Pergola i Rom, byens eneste trestjernede restaurant. Til daglig driver han pastaværtshuset ”Hos Fischer” på Østerbro med ægte italiensk stemning og billardbord i kælderen. En rutineret herre der mestrer de fleste discipliner.
Konkurrencen bliver afholdt den 25. juni, og hvis man ikke følger med live i Gudhjem, vil konkurrencen også blive vist på TV2 Bornholm, der sørger for at live transmittere til flere af landets TV2 kanaler.
Der bliver også afholdt en dessertkonkurrence, og den kan du læse mere om her: