Med en omsætning på over 5,3 mia. kr. – og mere end 3000 direkte og indirekte arbejdspladser i Grønland – nyder fiske- og rejekoncernen Royal Greenland ekstrem opmærksomhed hos de grønlandske politikere.
Hos Royal Greenland, der er 100 pct. ejet af Grønlands Selvstyre, er man ikke desto mindre begyndt at genåbne nogle af de produktionsanlæg i bygderne, som man ellers har brugt mange år på at lukke.
Flere kilder vurderer over for Børsen, at det kun kan skyldes politisk pres mod Royal Greenlands bestyrelse og ledelse.
– Politikerne vil bruge Royal Greenland til at opretholde produktionsanlæg på steder, hvor det ikke er rentabelt, for det er regeringspartiets politik at skabe arbejdspladser, siger Palle Christiansen, der var finansminister i den foregående regering, men nu er trådt helt ud af grønlandsk politik.