Et af Danmarks største stationsnetværk har valgt Dagrofa som ny grossist til alle selskabets Q8-servicestationer og F24-anlæg i hele landet. Aftalen træder i kraft den 1. marts 2020.
Q8 og Dagrofa har fredag indgået et nyt partnerskab, som blandt andet skal sikre danskerne lækre og nemme madoplevelser, når de er på farten. Det nye samarbejde mellem Q8 i Danmark og Dagrofa betyder, at Dagrofa pr. 1. marts 2020 bliver ansvarlig for en stor del af leverancerne til Q8’s 107 bemandede servicestationer og leveringen af forbrugsvarer til de 140 F24-anlæg. Dagrofa overtager aftalen fra Reitan Distribution, som har været leverandør mere end tyve år.
– Vi har haft et mangeårigt partnerskab med Reitan, som vi har været meget glade for, men nu er tiden til at prøve noget nyt. Leverandørskiftet skal understøtte vores målsætning om at blive endnu stærkere inden for food og convenience. Vi er et af danskernes foretrukne stop, når de er på farten, og hvis denne position skal udbygges, så kræver det stærke partnerskaber. Dagrofas foodservicedel er unik, og vi tror på, at vi har fundet en samarbejdspartner, der kan være med til at støtte op om vores vækstambition, siger direktør for Retail & Associations hos Q8, Helle Dahlgren Skov.
Hun suppleres af Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa, der slår fast, at aftalen med Q8 er en vigtig del af Dagrofas strategi, StærkereSammen, og viser, at kunderne ser en stor værdi i en leverandør, der har unikke kompetencer indenfor både detail-, foodservice- og grossistmarkedet.
– Alle fødevaretrends peger på, at forbrugerne i stadig stigende grad efterspørger nemme og lækre fødevareløsninger i en travl hverdag. Den trend vil vi være førende på, og derfor satser vi benhårdt på convenience. Så jeg er rigtig glad for at få Q8 ombord og ser frem til at kunne være med til at tilbyde de danske forbrugere et stærkt udbud af innovative convenience-koncepter på Q8’s stationer, siger Tomas Pietrangeli.
Det nye stærke partnerskab betyder, at Dagrofa bliver ansvarlig for at levere et bredt sortiment af varer til Q8 og F24, lige fra convenience-produkter som salater og sandwich til sprinklervæske og vinduesviskere til bilen.