Anaspec Solutions, som er Q-Interlines distributør i Holland, Belgien og Luxemburg, har placeret en ordre på 10 Quant analysesystemer, hvilket er Q-Interlines største enkeltstående ordre i firmaets godt 25-årige historie.
Ordren styrker virksomhedens voksende forretning og markedsandel i især Nederlandene og viser helt klart, at distributøren satser stort på Q-Interlines analyseløsninger – og har kunder til produkterne.
Nederlandene er som Tyskland og Frankrig blandt de absolutte sværvægtere inden for fødevareproduktion i Europa. Et ihærdigt og tæt samarbejde med Nederlandenes førende landbrugs- og fødevarelaboratorier samt det største mejerilaboratorium, Qlip B.V., der årligt tester 1,8 millioner mælkeprøver, har banet vejen for penetrationen af markedet.
-Vi er stolte af, at vi nu rigtigt får foden inden for dørene hos fødevareproducenterne i Benelux landende og med vores analyseinstrumenter kan bidrage med at forbedre produktkvaliteten og optimere produktionsprocesserne. Ordren betyder meget for vores synlighed og fortsatte succes i de tre lande, siger CEO Martin Roithner Henriksen.
Q-Interline udvikler højteknologiske analyseløsninger til optimering af proces- og produktkvalitet baseret på infrarød spektroskopi og korrekt prøveudtagning. Virksomheden er blandt de førende leverandører af analyseudstyr til mejerisektoren i Skandinavien og har leveret analysesystemer til kunder i 39 lande verden over inden for fødevare- og mejeriindustrien, landbrug, farmaceutisk og kemisk industri.